Et stort uheld med syv involverede biler har fredag aften lukket den fynske motorvej i vestgående retning ved Middelfart kort før Lillebæltsbroen.

Politiet oplyser på Twitter, at motorvejen nu er åben i vestlig retning.

»Vi fik kl. 20.48 anmeldelse om et større uheld, der involverer fem personbiler, en varebil og en lastbil. De nærmere omstændigheder ved uheldet har vi endnu ikke overblik over, men der er meldt om en fastklemt person. Om det drejer sig om en reelt fastklemt eller en teknisk fastklemt tør jeg endnu ikke sige noget om,« oplyser vagtchef Mie Brøchner fra Fyns Politi til bt.dk.

Som følge af uheldet er motorvejen spærret på strækningen mellem afkørsel 58 a og 58 b ved Middelfart. Vejdirektoratet råder til, at trafikanterne følger de grønne omkørselsskilte.