Teleselskabet TDC advarer mod at besvare en sms, hvor afsenderen udgiver sig for at være NemID.

I beskeden beder »NemID« om, at man går ind på en hjemmeside og indtaster sine oplysninger, så ens NemID-konto ikke lukkes ned. Men afsenderes er altså ikke NemID, advarer TDC nu.

Kommunikationsrådgiver hos TDC Povl Damstedt Rasmussen fortæller, at der er tale om et svindelnummer, hvor kriminelle forsøger at lokke kreditkort-oplysninger og NemID-nøglekort fra brugeren.

Povl Damstedt Rasmussen fortæller videre, at denne form for svindel oftest er let at gennemskue, men at denne side er »meget professionelt lavet«, og derfor falder flere måske i fælden. Teleselskabet opfordrer derfor til, at man tænker sig om en ekstra gang og ikke udleverer følsomme oplysninger.

»Man skal altid være påpasselig og generelt aldrig udlevere sit nøglekort til nogen som helst. Man skal lige stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt det virkelig kan passe, at man modtager sådan en sms,« siger Povl Damstedt Rasmussen.

Han understreger samtidig, at det ikke kun er TDC-kunder, der kan være ramt af svindelnummeret, og at alle skal være opmærksomme på den falske sms.

Hvis uheldet allerede er ude, og man har besvaret en lignende sms, opfordrer Povl Damstedt Rasmussen til, at man straks spærrer sit kort og politianmelder sagen.

Læs også: