Den tidligere racerkører Thorkild Thyrring er blevet 77 år, men står til endnu en gang at miste kørekortet.

Det har han prøvet tre gange før – i 2003, 2008 og 2017.

Ifølge et nyt anklageskrift fra anklagemyndigheden hos Nordsjællands Politi havde den tidligere racerkører endnu en gang for meget fart i dækkene, da han 8. januar 2021 om formiddagen kom kørende ad Nordre Strandvej i Hornbæk.

Klokken 09.36 blev hans Volkswagen Polo målt til at køre mindst 66 kilometer i timen, selvom hastighedsgrænsen på stedet kun tillader 50 kilometer i timen.

Det er en overskridelse på mere end 30 procent af den tilladte hastighed, og forseelsen kommer dermed til at koste endnu et klip i racerkørerens hårdt prøvede kørekort.

Med to aktuelle klip på kontoen skal hastighedsoverskridelsen ifølge Nordsjællands Politis advokatur for specielle straffesager derfor udløse endnu en ubetinget frakendelse af kørekortet.

Færdselssagen skal efter planen behandles ved byretten i Helsingør på fredag.

I de tidligere sager om frakendelse af kørekortet har Thorkild Thyrring ikke givet sig uden kamp.

Blandt andet har han forsøgt at forsvare sig med, at han som racerkører kørte mere sikkert end almindelige bilister og derfor burde have lidt ekstra snor i forhold til de almindelige hastighedsgrænser.

Og i 2017 bragte han en anden kørekortfrakendelse helt til Østre Landsret, hvor han forsøgte at forsvare sig med, at han i situationen havde kørt stærkt på Strandvejen i en sponsorbil fra Mercedes, fordi han angiveligt havde følt sig truet af to mænd med kasketter i en anden bil.

Det kædede Thorkild Thyrring sammen med, at han tidligere havde vidnet i en rockersag. Derfor havde han blandt andet indkaldt Se og Hørs chefredaktør, Niels Pinborg, og tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen som vidner. 

De kunne dog ikke helt bekræfte hans udlægning, og landsretten stadfæstede byrettens frakendelse af racerkørerens kørekort.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Thorkild Thyrring til den aktuelle færdselssag.