Kurt Thorsens advokat, Lars Henriksen, er rystet over måden, hvorpå Kurt Thorsen torsdag blev anholdt midt i Tivoli

- Det er helt uhørt at gøre det på den her måde. Det er et brud med alle principper om lighed for loven, siger Lars Henriksen til bt.dk.

- Jeg ved heller ikke, hvorfor Kurt er blevet anholdt. Politiet siger, der ligger en anholdelsesbeslutning, som de har rettet sig efter, tilføjer han.

Advokaten fortæller, at en frist for afsoning udløb i sidste uge, men at Kurt Thorsen angiveligt selv skulle have talt med Kriminalforsorgen for at aftale afsoningen.

- Han (Kurt Thorsen, red.) fik at vide, at der lige nu var ventetid, og at der nok ville gå et halvt år, før han skulle ind og afsone igen, forklarer advokaten til bt.dk.

Lars Henriksen har talt med sin klient, som er meget rystet og ked af det. Han er nu indsat til afsoning af sin straf.

- Jeg vil ikke sige, hvor han sidder, siger Lars Henriksen.

Politiet har dog oplyst til bt.dk, at Kurt Thorsen blev kørt til Vestre Fængsel.

Startede i Spanien

Den kendte og berygtede entreprenør Kurt Thorsen var kaldt ind for at afsone den dom for skattesvig, som han fik i 2012.

Sagen om Kurt Thorsen begyndte i juni 2000. Dengang fik han seks års fængsel for bedrageri og dokumentfalsk for flere milliarder kroner i en sag om ferieboliger i Spanien, der blev finansieret med forfalskninger af PFA Pension-direktørens underskrifter.

Under hele retssagen holdt Kurt Thorsen hårdnakket fast i sin uskyld og blev alligevel fundet skyldig. Under sin afsoning skulle Kurt Thorsen ifølge sigtelserne have modtaget et større millionbeløb i konsulenthonorar fra selskabet K/S Njalsgade.

Da han ikke havde oplyst Skat om de indtægter, medførte det, at han i 2008 blev sigtet for groft skattesvig. Sagen kørte indtil 2012, hvor han blev idømt tre et halvt års ubetinget fængsel, som han altså mangler at afsone.