En i dag 10-årig pige var ikke kun udsat for massivt omsorgssvigt, da hun boede hos sin alkoholiserede mor og stedfar i et roligt villakvarter i Skagen - hun var også udsat for groft seksuelt misbrug af stedfaren og flere andre, endnu uidentificerede mænd. Alt sammen med sin mors viden og accept.

Sådan indledte anklager Karina Skou sin procedure i retssagen mod den 53-årige HBJ og den 52-årige GH, der sammen er tiltalt for seksuelt misbrug af HBJs yngste datter, onsdag ved retten i Hjørring.

Læs også:

GH er tiltalt for at have voldtaget sin steddatter mindst tre gange i perioden januar til oktober 2014, da pigen var otte og ni år gammel. Pigens mor, 53-årige HBJ, er tiltalt for medvirken til voldtægterne, fordi hun havde kendskab til, at overgrebene fandt sted, men undlod at gribe ind. De nægter sig begge skyldige i anklagerne.

Læs også:

Pigen blev tvangsfjernet fra sin mor og stedfar og flyttet til en plejefamilie af Frederikshavn Kommune i oktober 2014 på grund af underretninger om mistrivsel. Det var hos plejefamilien, at den i dag tiårige pige åbnede op og første gang fortalte om overgrebene, der i november 2014 førte til anholdelsen af GH og HBJ.

Læs også:

Ifølge anklageren skal dommeren og de to domsmænd lægge vægt på troværdigheden af de forklaringer, de har hørt i retten gennem de seneste uger.

»Der er aldrig vidner til overgreb af denne type, og derfor er det troværdigheden af forklaringerne, der er afgørende. Og der er jeg ikke i tvivl om, at det er pigens forklaring, som er mest troværdig,« sagde anklager Karina Skou.

»Med det billede de tiltalte tegner, så har der nærmest været tale om en kernefamilie-tilværelse med HBJ som hønemor. Men når man ikke har en lille smule selverkendelse og kan se, at man ikke har været en god mor - eller stedfar - og har drukket for meget, så klinger det hult,« sagde anklageren med henvisning til det omsorgssvigt som HBJs ældre døtre har fortalt om i retten og som Frederikshavn Kommune konstaterede i adskillige underretninger gennem flere år.

Læs også:

Pigens forklaring er blevet afspillet på video for lukkede døre i retten, men ifølge anklagerens procedure er hun kommet med så klare detaljer om overgrebene, at det ikke kan være tale om opdigtede forklaringer.

»Pigen har sagt, at der kom noget hvidt ud af tissemanden; at det gjorde mest ondt første gang; at hun så MGP i fjernsynet efter et af overgrebene. Sådanne detaljer kan man ikke huske, hvis det ikke er sket,« mener anklageren.

Pigen blev i november undersøgt af en retslæge. Retslægen har også vidnet i retten, og hun fortalte, at pigen har skader i underlivet, der kun kan være kommet efter samleje med barnet. Men retslægens undersøgelse siger ikke noget om, hvem der har begået overgrebene og hvornår - det forhold understregede forsvarerne for de to tiltalte.

Læs også:

»Der er ingen tvivl om, at pigen har været udsat for et eller andet. Men man skal se på hendes baggrund: Hun er opvokset i et misbrugsmiljø, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hun er blevet udsat for noget, inden hun kom til Skagen,« sagde stedfarens forsvarer i sin procedure.

I april 2015 fortalte den nu 10-årige pige sin plejefamilie om endnu flere voldsomme overgreb, der angiveligt skulle have fundet sted i hjemmet i Skagen. Det førte til, at anklageskriftet mod de to tiltalte blev udvidet, så de også er tiltalt for at have foranlediget, at flere uidentificerede mænd skulle have voldtaget den dengang ni-årige pige vaginalt og analt.

Mændene skulle angiveligt være ankommet i en rød bil, og en nabo har tidligere i retssagen fortalt, at hun mellem januar og oktober 2014 så en rød bil parkere ud for huset i Skagen, mens pigen boede på adressen. Den bil har andre naboer dog ikke bemærket. Alligevel understøtter det pigens forklaring om, at andre mænd også skulle have misbrugt hende, mener anklager Karina Skou.

HBJ har i retten forklaret, at hun mener, det er plejefamilien, der har manipuleret anklagerne ud af pigen, og det i virkeligheden er plejefaren, der har misbrugt pigen. HBJs forsvarer konstaterede i sin procedure, at pigen i flere af videoafhøringerne har givet udtryk for, at det er plejemoren, som spørger ind til overgrebene.

»Pigen begynder først at fortælle om overgrebene, da efterforskeren bringer plejemorens udtalelser på bane. Og hvis man bliver ved med at spørge et barn med henvisning til de voksnes forklaringer, så vil barnet selv ændre forklaring,« sagde HBJs forsvarer, Søren Beckermann, i sin procedure.

Han hæftede sig ved, at efterforskerne flere gange i afhøringerne stiller ledende spørgsmål.

HBJs forsvarer konstaterede også, at den tiårige piges forklaring på flere punkter var usammenhængende og ikke stemte overens med andre vidners forklaring.

»Derfor kan vi med rette spørge, hvor meget af pigens forklaring der er sand, og den tvivl skal komme min klient til gode,« mente Søren Beckermann.

HBJ har også en voksen datter, og ifølge tillægsanklageskriftet blev denne datter i perioden 2000 til 2002 voldtaget af en ikke nærmere identificeret mand. Da overgrebene fandt sted, var pigen mellem ni og 11 år gammel.

Læs også:

HBJ er derfor også tiltalt for medvirken til voldtægt på den ældre datter, fordi hun også her var vidende om og overværede voldtægten, men undlod at gribe ind. Den ældre datter har også vidnet for lukkede døre i retten.

»Der må godt være tvivl i sådanne sager, men det er ligesom et puslespil: Der må godt mangle enkelte brikker, så længe det samlede billede er tydeligt, og det mener jeg, vi har set her,« sagde anklager Karina Skou med henvisning til de to pigers forklaring om det seksuelle misbrug.

Anklageren mener, at begge tiltalte skal idømmes ubetingede fængselsstraffe på mellem otte og ni år. Forsvarerne nedsatte påstand om frifindelse. Der falder dom i sagen den 3. juni.