Hele ti demonstranter er fredag morgen blevet anholdt i det centrale København.

Det er sket, efter at de i flere omgange blokerede en af hovedstadens allermest trafikerede strækninger, H.C. Andersens Boulevard.

»Vi ved ikke helt, hvad de ville, for de ville ikke oplyse, hvad de laver,« siger Dyre Sønnicksen, vagtchef ved Københavns Politi.

Anmeldelsen kom kl. 7.53, og betjente var hurtigt fremme på stedet.

»11 personer gik ud og spærrede H.C. Andersens Boulevard, og så gav vi dem påbud om at forlade stedet. Det ville de ikke, så de blev slæbt ind til siden og sigtet for at overtræde færdselsloven og ordensbekendtgørelsen,« forklarer vagtchefen.

Men det sluttede altså ikke der på den befærdede strækning ved Ny Kongensgade, tæt på Langebro.

»Vi blev holdende dér, fordi det virkede ikke som om, at de var helt færdige,« siger Dyre Sønnicksen:

»Det var de så heller, for ti af dem gik ud igen og spærrede trafikken.«

Derfor blev de ti demonstranter anholdt og kørt på Station Bellahøj.

Anholdelserne skete kl. 8.28.

Trafikken nåede aldrig at blive voldsomt forstyrret af demonstranterne, hverken i første eller anden omgang.

»De havde lige nået at spærre trafikken, men så heller ikke mere. De havde været 30 sekunder til et minut på vejen, inden de blev hevet ind til siden,« siger vagtchef Dyre Sønnicksen.