En tiårig skoleelev er blevet politianmeldt, efter han onsdag morgen mødte op med en økse på Løsning Skole og truede sin lærer. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

»Eleven kom i skole og var utilfreds fra morgenstunden af, og fremsatte trusler over for sin lærer,« siger politikommissær Kent Midtgård Hansen til Berlingske Nyhedsbureau.

Politiet har endnu ikke set noget til øksen, som drengen skulle have medbragt, men ifølge politiets oplysninger skulle han have haft en håndøkse med i skole, som han holdt ned langs benet, mens han truede sin lærer.

Politiet skal nu undersøge sagens nærmere omstændigheder.

»Nu skal vi finde svar på, hvordan øksen så ud, om han truede med den, og hvorfor han gjorde, som han gjorde,« siger Kent Midtgård Hansen.

BNB