Selv om det er ulovligt at købe og sælge snus i Danmark, er det alligevel et marked i vækst. Det oplyser Sikkerhedsstyrelsen, der i år har anmeldt 173 danskere for at købe for store mængder snus.

»Isoleret set er det rigtig mange privatpersoner, og noget man kan undgå, hvis man holder sig indenfor grænserne«, lyder det fra Ninna Andreasen, pressekonsulent i Sikkerhedsstyrelsen.

På nær i Sverige er det ulovligt at sælge snus i resten af EU. Derfor har mange danskere købt det røgfrie nikotinmiddel over nettet hos svenske forhandlere. For så længe snusen er købt til eget forbrug og man holder sig inden for maksimumgrænsen på 750 gram, er det fuldt lovligt. Men hvis man bliver taget med mere snus end den lovlig mængde, opstår der mistanke om, at det er købt med videresalg for øje. Og så klapper fælden.

»Bøden er typisk på flere tusinde kroner, afhængigt af hvor højt over grænsen det er. Jo højere over grænsen, jo større vil bøden være«, siger Ninna Andreasen.

I år er 173 danskere blevet anmeldt til politiet, fordi de har købt over 750 gram snus. Og yderligere 46 risikerer at blive anmeldt, når deres sag er færdigbehandlet i Sikkerhedsstyrelsen.

Ifølge Ninna Andreasen har flere af de anmeldte henvendt sig til Sikkerhedsstyrelsen, fordi de ikke var klar over, at det var ulovligt.

»De fortæller, at de er blevet politianmeldt, fordi de skulle købe snus med hjem til sig selv og deres venner«, siger Ninna Andreasen.

Eftersom snus er et relativt nyt område for Sikkerhedsstyrelsen ligger man ikke inde med tal på, hvor mange der blev anmeldt sidste år. Eller hvor mange der bruger snus herhjemme. Men man ved, at det især er de unge, der ynder at bruge snus.

Det viser en YouGov undersøgelse, som MX fik foretaget sidste år. I den svarede hver femte mand mellem 18 og 29 år, at han havde brugt snus det seneste år. Det svarer til omkring 80.000 brugere.

Og det er da også typisk unges bestillinger af snus, der bliver opsnappet i tolden. Og så kommer det frem, at en har lagt ud for flere for at de kunne spare fragten.