Det danske forsvar er blevet ramt af en ny sag om en overordnet, der er blevet tiltalt for at have krænket underordnede.

Det sker, kun en måned efter en seniorsergent i Livgarden blev dømt for i seks tilfælde at have krænket sine underordnede.

Det kom i Københavns Byret til at koste den 42-årige mand 40 dages betinget fængsel. 

Han blev blandt andet dømt for at have kaldt en kvindelig garder for »yngste fisse«, ligesom han i hendes og andres påhør sagde, »at det var rart med en kvindelig sergent på vagtholdet, fordi man så havde én at invitere ned om natten«.

I den nye sag fra Auditørkorpset, som er Forsvarets anklagemyndighed, er en 29-årig korporal også blevet tiltalt for »grov krænkelse af underordnet« efter den militære straffelovs paragraf 18.

Ifølge anklageskriftet, som B.T. har fået indsigt i, er korporalen anklaget for at have krænket to kvindelige konstabelelever i sammenlagt tre tilfælde.

Den første episode fandt sted 10. maj i fjor om aftenen på et værtshus i Jomfru Ane Gade i Aalborg.

Her krænkede korporalen ifølge tiltalen groft som overordnet den første kvinde ved at løfte hende op fra en stol, sætte hende på dansegulvet og give hende et slag i numsen.

Den anden kvinde blev ifølge anklageskriftet krænket to gange med få timers mellemrum i september i fjor i messen på Vordingborg Kaserne. 

Angiveligt gav korporalen hende først en lussing kort før midnat, efter at eleven havde spurgt ham, om de skulle slås.

Og omkring fire timer senere blev samme elev ifølge tiltalen uden for messen løftet op på skulderen af korporalen og båret ind i messen, samtidig med at han slog hende fire til fem gange i numsen.

Ved den kommende retssag ved byretten i Nykøbing Falster vil den militære anklager nedlægge påstand om en bødestraf til den 28-årige mand.

Korporalens forsvarer – advokat Jakob Buch-Jepsen – oplyser til B.T., at hans klient vil nægte sig skyldig ved den kommende retssag.

Lyt til B.T.-podcasten 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.