En midaldrende kvinde har ifølge politiets tiltale misbrugt sin stedsøn seksuelt, da han kun var 13-14 år gammel.

Derfor vil anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi have den nu 49-årige kvinde idømt en fængselsstraf.

Ifølge anklageskriftet i sagen, som B.T. har fået adgang til, fandt det seksuelle misbrug af den mindreårige dreng sted for knap en snes år siden.

Dels på en bopæl i Nordsjælland og dels i et sommerhus i provinsen.

Ifølge anklageskriftet havde kvinden og den mindreårige stedsøn samleje og andet seksuelt forhold end samleje adskillige gange og op til flere gange om ugen i løbet af det lille års tid, hvor overgrebene fandt sted.

Men først da stedsønnen var blevet voksen, kom forholdene i 2021 til politiets kendskab.

Selvom episoderne altså fandt sted for næsten 20 år siden, spiller tidsperspektivet i sig selv dog i dag ingen juridisk rolle.

For i 2018 fik den daværende justitsminister, den netop afdøde konservative partiformand Søren Pape Poulsen, gennemført et lovforslag om at fjerne forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug af børn.

Derved kan sager om seksuelt misbrug af børn ikke længere blive for gamle til, at en gerningsmand eller -kvinde kan retsforfølges.

I den aktuelle sag er den 49-årige kvinde tiltalt for at have overtrådt to paragraffer i straffelovens afsnit om sædelighedsforbrydelser.

Dels paragraf 222, der kan udløse indtil otte års fængsel til den, der har samleje med et barn under 15 år. 

Og dels paragraf 223, der kan udløse bøde eller fængsel indtil fire år til den, som har samleje med eller ved uanstændigt forhold krænker blufærdigheden hos en person under 18 år, der er den skyldiges stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse.

Begge bestemmelser gælder også for andre seksuelle forhold end samleje.

Når straffesagen i næste uge skal behandles ved byretten i Hillerød, kommer det efter planen til at forløbe som en domsmandssag. 

Det tyder på, at den tiltalte kvinde ikke har i sinde at erkende sig skyldig i den rejste tiltale.

Den i dag voksne søn har ifølge retsplejeloven et ubetinget krav på anonymitet i forhold til offentlig omtale. Derfor har B.T. valgt at udelade en række faktuelle oplysninger om geografi og årstal i denne omtale af sagen.