En aftalt behandling hos en mandlig zoneterapeut fik i april et noget uventet forløb for en kvindelig klient.

Det har nu betydet, at der er blevet rejst tiltale mod zoneterapeuten for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, ligesom han er tiltalt for at have handlet på en måde, der var egnet til at krænke klientens blufærdighed.

Ifølge anklageskriftet fra anklagemyndigheden hos Fyns Politi fandt overgrebet sted på zoneterapeutens klinik sidst på dagen 26. april sidste år.

Mens den kvindelige klient lå påklædt på en briks, førte terapeuten ifølge tiltalen under en behandling og uden hendes samtykke sin hånd ned i hendes trusser og berørte hende på forskellig vis omkring og i kønsdelene, så der ifølge politiets juristers vurdering har været tale om voldtægt.

Også kvindens bryst blev ifølge anklageskriftet befølt af zoneterapeuten i forbindelse med episoden.

Ifølge anklageskriftet vil anklagemyndigheden i det kommende retsmøde ved byretten i Odense nedlægge påstand om fængselsstraf til zoneterapeuten, ligesom der også tages forbehold for en påstand om erstatning til den forurettede kvinde.

Da sagen efter planen skal afvikles som en domsmandssag, tyder det på, at den tiltalte zoneterapeut har i sinde at nægte sig skyldig i den rejste tiltale.

Ved en domsmandssag skal både spørgsmålet om skyld og eventuel straf afgøres i fællesskab af en byretsdommer og to lægdommere, der ikke er juridisk uddannede.