De ti kurdere, der er tiltalt for at have givet økonomisk støtte til PKK, er mandag udvandret fra deres egen retssag for at samle penge til de kurdere, der angribes af Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Almindeligvis forekommer det at være en god idé at være til stede ved sin egen retssag, men for de ti kurdere, der står tiltalt for at have indsamlet, formidlet og forsøgt at skaffe 140 millioner kroner til PKK, Kurdistans Arbejderparti, er der andet, der er mere presserende.

Mandag havde de ti tiltalte udsigt til at tilbringe endnu en dag på anklagebænken ved Københavns Byret i den historisk store terrorsag, men alle ti endte med at udvandre fra retssagen.

De voldsomme kampe mellem kurderne og Islamisk Stat (IS) i både Syrien og Irak har nemlig udfordret de tiltaltes koncentration, fortæller deres forsvarer, Bjørn Elmquist.

»De kan ikke koncentrere sig om retssagen, de sidder hele tiden og tænker på det, der foregår dernede. Derfor havde de på forhånd talt med mig og spurgt, om det ville være et problem. Og da retten gav grønt lys, er de nu i stedet ude og samle penge ind hos andre kurdere,« siger Bjørn Elmquist og understreger, at det ikke er et problem i forhold til sagen, eftersom hverken forsvar eller anklagere havde planlagt at hive de tiltalte i vidneskranken ved mandagens retsmøde.

Da PKK figurerer på både EUs og USAs terrorlister, er mændene tiltalt efter straffelovens paragraf 114, der forbyder enhver form for støtte til en terrororganisation.

De ti mænd, der er i alderen 29 til 73 år, menes at have indsamlet omkring 140 millioner kroner over fire år. Mændene har nægtet sig skyldige og forklaret, at pengene er gået til humanitære formål.