To mænd på 22 og 34 år er blevet anholdt i forbindelse med en brand i Brøndby, der i weekenden kostede en 45-årig mand fra Herlev livet. Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

De to anholdte mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør tirsdag formiddag, hvor anklageren vil kræve dem varetægtsfængslet. De bliver begge sigtet for brandstiftelse.

Klik her og se flere billeder på localeyes.dk

»Vi mistænker, at huset skulle brændes ned for at besvige forsikringen,« siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

Villaen i Brøndby nedbrændte, og ved de tekniske undersøgelser mandag fandt man en død mand i de nedbrændte ruiner.

Charlotte Skovby ønsker endnu ikke at kommentere, hvorfor den 45-årige befandt sig i huset.

Politiet leder stadig efter endnu en mistænkt. En 18-årig mand flygtede fra området efter branden, angiveligt med brandskader på kroppen. Politiet kender mandens identitet.

»Vi ved, hvem han er og opfordrer ham til at henvende sig og forklare sig,« siger Charlotte Skovby.