Al togtrafik mellem Fyn og Sjælland blev tirsdag aften indstillet på grund af en personpåkørsel. I godt tre timer stod togene mellem landsdelene stille. Først kl. 23.30 kunne togene begynde at køre over Storebælt igen.

En mand blev dræbt, efter han gik ud på skinnerne og blev påkørt af et tog på strækningen mellem Odense og Nyborg. Politiet betragter det som et selvmord.

- Vi har flere vidner, der har set en mand træde ud på skinnerne, netop da toget brager forbi med 180 km/t. Derfor er vi ret overbeviste om, at der ikke er tale om en ulykke, siger Thomas Bentsen, der er vagthavende ved Fyns Politi.

DSB oplyste kort efter påkørslen til BT, at al togtrafik mellem Odense og Nyborg var indstillet. Da der kun er et enkelt spor på strækningen, betød det, at alle tog fra Jylland og København holdt i kø på henholdsvis Odense Station og Korsør Station.

Thomas Bentsen fortalte, at der var et større oprydningsarbejde i gang, da ligdele var blevet spredt ud over et større område.

Den påkørte er blevet identificeret som en 40-årig mand fra Ullerslev. De pårørende er underrettet.