En 43-årig kvinde er fredag formiddag død efter en voldsom trafikulykke på Holbækvej mellem Kalundborg og Tølløse. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Berlingske Nyhedsbureau.

Ulykken fandt sted fredag morgen omkring klokken 7.30, hvor kvinden kørte frontalt ind i en lastbil. Hun drejede af uvisse årsager over i den modsatte vejbane, hvor lastbilen kom kørende.

Efter ulykken sad kvinden fastklemt og måtte skæres fri. Hun blev fløjet til Rigshospitalets TraumeCenter i helikopter, men kort efter klokken 12 fortæller pressemedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard, at hendes liv ikke stod til at redde.

»Kvinden, der kørte personbilen, er afgået ved døden. Vi afventer erklæringen om ulykken og undersøgelserne, inden vi kan sige, hvad der ligger bag,« siger han.

Lastbilschaufføren slap uskadt fra sammenstødet, men han var efterfølgende stærkt chokeret.

BNB