To mandlige læger risikerer at miste retten til at udøve lægegerning efter have forfalsket en tredje læges DNA-test i en faderskabssag.

De tre læger er tiltalt for bedrageri, medvirken til bedrageri, misbrug af offentlig stilling og for at afgive urigtig forklaring over for retten. Anklageren kræver, at to af dem bliver frataget retten til at bedrive lægegerning.

Det hele begyndte, da en i dag 39-årig læge gjorde en kvinde gravid. Ifølge Metroxpress havde han haft et seksuelt forhold til kvinden i to år, da hun i 2010 fødte en pige. Lægen nægtede imidlertid, at barnet skulle være hans, og parret røg derfor ud i en faderskabssag, hvor lægen af Retten i Frederiksberg blev afkrævet en dna-prøve for at teste, om han var far til barnet.

Ved du noget om sagen, så tip BT på 1929@bt.dk

Ifølge anklageskriftet som BT er i besiddelse af, fik lægen i 2011 sin 40-årige kollega til at udstede en lægeerklæring, hvor der stod, at han ikke var i stand til at møde op på retsgenetisk afdeling og få taget en DNA-test, der skulle klargøre, om han var far til barnet. Nogle måneder senere fik den 39-årige læge en 36-årig kollega på Herlev Hospital til at fremsende to falske DNA-prøver til retsgenetisk afdeling. Begge viste - i strid med sandheden - at den 39-årige ikke var far til barnet.

De falske DNA-prøver førte til, at Retten på Frederiksberg henlagde faderskabssagen, og på den måde undgik den 39-årige læge at betale børnebidrag på mindst 743.000 kroner til barnets mor.

Sagen blev imidlertid gentoptaget af Østre Landsret, som afgjorde, at der skulle tages nye DNA-prøver, og dermed blev den 39-årige afsløret og måtte anerkende sig faderskabet til barnet.

Ved du noget om sagen, så tip BT på 1929@bt.dk

Lægen, der er far til pigen, er tiltalt for bedrageri, for at afgive urigtige oplysninger og for at afgive falsk forkalring til retten. Lægen der skrev den falske lægeerklæring er tiltalt for medvirken til bedrageri, misbrug af sin stilling og for at afgive urigtige oplysninger. Lægen der forfalskede de to DNA-attester er tiltalt for forsøg på bedrageri, misbrug af sin stilling og for at afgive urigtige oplysninger til retsbrug.