Natten til søndag har to knivoverfald sendt tre personer på hospitalet. Politiet har anholdt en formodet gerningsmand i den ene sag fra Københavns centrum, men leder efter vidner til et knivoverfald på Frederiksberg.

Natten til lørdag omkring klokken 01.23 blev en 40-årig mand stukket med kniv flere steder på kroppen.

- Manden er stukket i halsregionen og i den øvre del af torso. Han tager selv kontakt til nogen, der hjælper ham. Han er blevet opereret og er stabil og uden for livsfare nu, siger central efterforskningsleder Kristian Aaskov fra Københavns Politi.

Overfaldet fandt sted på Ewaldsvej på Frederiksberg og Københavns Politi leder efter vidner i sagen.

- Vi har ingen mistænkte og den 40-årige er ikke videre meddelsom. Vi har ikke noget motiv og han vil ikke oplyse noget, så vi søger vidner i sagen, siger Kristian Aaskov.

Til gengæld lykkedes det tidligt søndag morgen politiet at anholde en formodet gerningsmand til nattens andet knivstikkeri i København.

- Kort fortalt så sidder der en flok unge mennesker på 18-19 år på Nytorv. Der går et par piger forbi, som de kommer med et par kommentarer til. Det er der en anden gruppe drenge, der reagerer på og spørger, om de skal smarte. En af dem trækker en kniv og rammer to af de forurettede. En bliver stukket i halsen og lænden, den anden to gange i bugen. De er begge stabile og uden for livsfare, siger Kristian Aaskov.

Efter de to unge mænd blev stukket, løb de i retning af Gammel Torv, hvor de søgte hjælp i en 7 Eleven. Der mødte de Joachim Christian, der var i byen med en flok venner.

- Jeg stod i indgangen til 7 Eleven og var på vej ind for at få noget at spise, da der kommer en gut løbende, der har blod ud af halsen, siger Joachim Christian til en journalist fra Berlingske, som han kort tid efter mødte, og fortsætter:

- Udenfor til venstre for mig stod en kammerat og spurgte en anden fyr, om han er okay. Så løftede han op i trøjen, og jeg kunne se, at han havde fået et snitsår omme bag fra ryggen og hele vejen op foran.

Inde i 7 Eleven ringede personalet efter politiet med det samme, de så den unge mand med blod fra halsen.

- Man fik et kæmpe chok. Han havde blod ud over hele trøjen, og det dryppede også ned på gulvet i butikken, siger en af Joachim Christians venner. 

Der var mange mennesker omkring de to sårede unge mænd, så Joachim Christian og hans venner valgte at holde sig lidt baggrunden, så det hele ikke ville blive for meget eller for voldsomt for de to mænd. 

Da de lidt efter gik videre fra Gammel Torv, kørte en flok politibiler og ambulancer forbi dem med fuld udrykning.

- Det var lidt uhyggeligt at se på, fordi der var så meget blod, siger Joachim Christian, før han og vennerne fortsatte ud i byen.

Ved hjælp af vidneforklaringer er det lykkedes politiet at få identificeret en mulig gerningsmand, som blev anholdt lidt før klokken seks søndag morgen. Han vil bliver fremstillet i dommervagten søndag formiddag.

BNB