Tv-clairvoyantens tvillingedøtre vil være mærkede for livet af de skader, deres egen far påførte dem. Men for sine børns skyld håber ekshustruen ikke, at deres far skal i fængsel.

Med ryggen vendt mod tilhørerrækkerne tog den 59-årige tv-clairvoyant Graham Bishop mod torsdagens dom i Byretten i København: skyldig i drabsforsøg på sine tvillingepiger. Den tragiske sag udspillede sig i børnehuset Ronald McDonald på Rigshospitalet 12. august sidste år, da Graham Bishop trak en køkkenkniv op af tasken og stak sine døtre adskillige gange. I frustration over, at hans næsten 30 år yngre hustru ville forlade ham.



Torsdag var hustruen M. også én af de mange tilstedeværende retssal 60, da dommen blev afsagt. Men ude på den anden side af retsbygningen var der ingen vrede vendt mod børenes far.

- Han er ikke noget monster i mine øjne. Jeg tror på, at han har været syg, at der har været noget kemisk galt oppe i hans hjerne, da det skete. Jeg er overbevist om, at han er dybt ulykkelig over det, han har gjort, og derfor er jeg ikke vred i dag. Jeg har faktisk været meget lidt vred, fortæller M., der er omfattet af navneforbud i sagen.

Det er det samme, hun fortæller sine tvillingedøtre E. og N., som blev ramt af mellem fem og ti knivstik af deres far.

- Vi taler om, at Daddy var bims. Han blev skør, men vi ikke hvorfor. Og vi taler om, at han nu sidder i fængsel. E. taler meget om det og spørger meget til ham. Hun savner ham. Hun kan finde på at spørge på de mest stressende tidspunkter, hvor vi er på vej i børnehave med E. og på rehabiliteringscenter med N. 'Hvordan har Daddy det nu?' 'Hvorfor ville du skilles?' 'Hvorfor forlod du rummet?'

- Til det sidste prøver jeg altid at sige, at vi jo ikke aner, om Daddy også havde stukket mig, og derfor var det godt, at jeg løb, så der var en, der ringede til politiet, fortæller M., der på dagen forskansede sig på et toilet på hospitalet.



På spørgsmålet om, hvorfor hun ville skilles, er svaret blot: Hun var ikke forelsket længere. Slet ikke på den måde, som da hun i en alder af 16 mødte den næsten 30 år ældre britiske tv-clairvoyant på et kursus.

- Jeg var 16 og enormt optaget af den spirituelle verden. Jeg så op til ham, og jeg følte, han kunne tilbyde mig et spændende liv. Vi skulle rejse sammen, og alt var godt. Men langsomt blev det dårligere. Han blev mere og mere ked og deprimeret. Han græd, og vi gik til lægen sammen for at få hjælp til ham. Hvis der var noget, jeg skulle fortryde i dag, så var det, at jeg ikke greb ind før. Men hvornår?

Allerede mens tvillingedatteren N. var indlagt på Rigshospitalet pga. nyresygdom op til hændelsen, gik moderen til psykolog, og det fortsatte hun med på den anden side. Og hun har med sine egne ord 'snakket sig ud af det' med gode venner og families hjælp.

- Han har skrevet flere breve til mig, og jeg har også skrevet tilbage til ham. Jeg kan mærke, at han er dybt taknemmelig for, at jeg indvier ham i pigernes liv, og hvordan de har det. Jeg synes ligesom, at han skal have lov til at følge sine børns liv, siger M. i dag.

M. forsøger fortsat at blive skilt fra Graham Bishop, men pga. juridiske knuder er skilsmissen endnu ikke gået igennem.

Torsdag blev der afsagt kendelse om skyldsspørgsmålet, men først tirsdag afgør nævningetinget, hvilken straf Graham Bishop skal idømmes.