Hvad gør man, når en flok håndboldfans trommer så højt, at man ikke kan høre sig selv tænke?

En kameramand fra TV 2 tog ifølge Herning Folkeblad håndfaste midler brug i pausen af lørdagens håndboldkamp i dameligaen mellem FC Midtjylland og Viborg HK i Ikast.

En FCM-fan fortæller til avisen, at kameramanden pludselig sprang frem og snittede to trommer op med en hobbykniv.

»Han stod og lænede sig op ad en mur tæt på os, og pludselig sprang han så frem og snittede de to trommer op med en hobbykniv,« fortæller FCM-fan Otto Johs. Poulsen til Herning Folkeblad.

Direktøren for FCM Håndbold bekræfter episoden og fortæller, at den vrede kameramand tilsyneladende blev generet af larmen.

Håndboldredaktør Dan Philipsen fra TV 2, der styrede den direkte transmission af kampen, siger til Herning Folkeblad:

»Jeg kan bekræfte, at der har været en upassende situation. Der er sket noget, der ikke skulle være sket, og det er vi ved at undersøge nærmere nu.«

Trods de punkterede trommer vandt FC Midtjylland kampen mod lokalrivalerne fra Viborg med 28-21.

BNB