Tyve er sluppet af sted med rav til en værdi af over en million kroner, efter at have brudt ind på Danmarks ravmuseum i Oksbøl ved Varde. Politiet fortæller, at indbruddet ser ud til at være begået af professionelle.

- Tyvene er brudt gennem en mur ind til museet. Samtidig er alarmerne på stedet sat ud af drift, siger lederen af lokalpoliti i Varde, politikommissær Torben Kloster.

Indbruddet er sket mellem søndag den 29. juni klokken 16.00 og tirsdag den 1. juli klokken 09.30. I den periode har museet været lukket, som det altid er om mandagen.

Politiet er på bar bund i sagen og beder derfor offentligheden om hjælp. Derfor beder Torben Kloster alle, der har besøgt museet i løbet af weekenden om at kontakte politiet.

- Oksbøl er trods alt ikke nogen stor by, så der er en chance for, at fremmede bliver bemærket. Også selv om vi er ved at være i feriesæsonen på vestkysten, siger Torben Kloster.

De stjålne ting kan blive tilbudt samlere både i Danmark og uden for landets grænser. Derfor vil politiet også efterlyse dem internationalt.