Med anholdelsen af to unge mænd på 18 år håber Østjyllands Politi at have fået hul på opklaringen af et særdeles alvorligt overfald på en ung mand.

Det 19-årige voldsoffer blev onsdag i sidste uge omkring klokken 17.00 overfaldet på et stisystem i området ved Paderuphus i Randers SØ.

Den stærkt medtagne 19-årige blev fundet af en tilfældigt forbipasserende. 

Offeret blev efterfølgende kørt til behandling på hospitalet og vurderes til at have været i overhængende livsfare.

Tirsdag eftermiddag kunne Østjyllands Politi anholde to 18-årige mænd som følge af efterforskningen af overfaldet.

De to anholdte vil onsdag klokken 12.30 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers, hvor politiet vil begære dem varetægtsfængslet under den fortsatte efterforskning.

I samme forbindelse efterlyser Østjyllands Politi vidner i sagen. Det gælder særligt den mandlige hundelufter, som fandt den forurettede for en uge siden.

Eventuelle vidner kan ringe til politiet på telefon 114.

En 16-årig pige og en 25-årig kvinde har også været anholdt i sagen. De blev i modsætning til mændene løsladt efter endt afhøring.

Anklagemyndigheden vil bede om lukkede døre ved onsdagens grundlovsforhør. Derfor har Østjyllands Politi ikke flere kommentarer til sagen.