»Jeg hører nogen råbe af hinanden på arabisk, og ser en gruppe mænd i starten af 20’erne komme gående,« fortæller Christian Schultz, der har en sandwichbod i indkøbscenteret Field's.

»Jeg tænker, nu sker der et eller andet vildt.«

Fem minutter senere blev der affyret skud og to af de råbende unge mænd, der mødtes ved Christian Schultz madbod ’Retreat’ på første salen i indkøbscenteret Fields, blev ramt og siden anholdt af politiet.

Inden skudopgøret gik fem-seks unge mænd og råbte af hinanden, fortæller Christian Schultz, der blev fanget midt imellem, hvad der viste sig at være to grupperinger af vrede unge mænd, der stillede sig op på hver sin side af hans madbod.

Sammen med Christian Schultz stod to kunder, som han var i gang med at ekspedere – en ældre dame og en englænder.

»På den ene side af os står to af mændene, en af dem har en skruetrækker. På den anden side står tre eller fire andre, hvor en af dem har en kniv, og så står de og råber af hinanden. Noget med koranen og ’vi mødes foran hovedindgangen, så knepper vi jer’, og sådan noget,« fortæller det ufrivillige øjenvidne.

Den ene gruppe unge mænd løber mod rulletrappen op mod øverste etage, mens de andre løber nedenunder.

»Fem minutter efter, får jeg at vide, at der er to, der er blevet skudt. Den ene er ramt i ryggen. Og politiet har fanget de to, der er ramt,« fortæller Christian Schultz, der mindre end en time efter dramaet er tilbage bag disken i sin bod.

»Det er jo fuldstændigt sindssygt, det der er sket. Man har jo mere og mere haft på fornemmelsen, at det kan ske i Danmark, og måske også i Fields – det er jo sket i stormagasiner andre steder i verden,« fortæller Christian Schultz, der trods den rystende oplevelse huskede, at tage den ældre kvindes sandwich ud, så den ikke brændte på.