Den bilist, der blev fanget på video, da hun kørte en medtrafikant ned, var angiveligt en ældre dame.

En kørelærer spottede en forvirret gammel dame på Uno X i Egå, der kort efter kørte mod kørselsretningen. Damen er den samme, der en halv time tidligere havde kørt en scooter ned i Aarhus.  Det skriver stiften.dk.

»Jeg er ikke i tvivl. Det er den samme bil og den samme nummerplade,« lyder det fra Dorthe Nygaard, der tirsdag klokken 15.30 spottede en mørkeblå Rover på Uno X-tanken i Egå.

Flugtbilisten, der tidligere tirsdag blev fanget på video, blev en halv time senere set på Uno X i Egå. Privatfoto: Dorthe Nygaard
Flugtbilisten, der tidligere tirsdag blev fanget på video, blev en halv time senere set på Uno X i Egå. Privatfoto: Dorthe Nygaard
Vis mere

»Mange af de kommentarer, der er kommet omkring ulykken, som jeg først har set videoen af i dag, tror det er en ung mand. Men det var en gammel dame,« siger hun til Stiften.dk.

Hun undrede sig over, hvordan den gamle dame opførte sig. Først kørte damen ind ad den forkerte indgang til tanken på Grenåvej. Derefter gik bilen ud, inden hun forlod Uno X mod kørselsretningnen.

»Hun var meget forvirret, det var tydeligt. Det var et eller andet galt, tænkte jeg. Heldigvis stopper bilerne på Grenåvej, inden der sker en ulykke,« fortæller Dorthe Nygaard.

En mand stiger derefter ud af en bil og hjælper damen tilbage på tanken og væk fra vejen.

»Han var en politimand i civil. Han havde i hvert fald et politiskilt,« siger Dorthe Nygaard, der er kørelærer.

»Jeg bliver lidt målløs, da jeg ser, at han giver hende lov til at køre igen. Man kan se, at sidespejlet hænger i højre side.«

Østjyllands Politi fortæller, at personen, der fik damen tilbage på tankstationen, var en betjent på vej hjem fra arbejde.

Han var ikke vidende om uheldet på Ringgadebroen, men tog en snak med hende og ville i dag rejse en sigtelse for færdselsovertrædelserne på tanken.

»Vi har siden set videoen af uheldet på broen. Det er en temmelig grov færdselsovertrædelse. Kvinden vil blive sigtet både for ulykken på broen og for de forseelser, hun begik ved tanken i Egå,« siger politikommisær Thomas Hinge.