Det virkede som en ganske enkel og ligetil politiopgave, da en 19-årig kvinde mandag eftermiddag kom til at påkøre en 25-årig mand i Holstebro.

Kvinden havde svunget sin bil ind på en parkeringsplads, men havde fået solen i øjnene og overså derfor manden, der kom gående.

Sådan lød anmeldelsen i første omgang, men situationen ændrede i den grad karakter, da ordensmagten kom ud til gerningsstedet.

Det skriver Dagbladet Holstebro Struer

Den påkørte mand sagde nemlig højlydt, ifølge mediet, da politiet ankom:

»Der kommer narrøvene.«

For kommentaren scorede manden en sigtelse for gadeuorden, men han var ikke færdig.

Da politibetjentene opfordrede manden til at tage en tur på skadestuen, fik de en række ukvemsord i hovedet. 

Derfor blev manden sigtet for fornærmelig tiltale. 

Politiet gav derfor for en stund op og lod manden gå, men på vej væk rakte han den midterste finger i retning af ordensmagten.

Og så blev han endnu en sigtelse rigere, ligesom politibetjentene også valgte at anholde manden og tage ham med på stationen.

Kvinden blev ikke sigtet for påkørslen, da politiet ifølge Dagbladet Holstebro Struer også fik fornemmelsen af »at manden nærmest skulle være hoppet ud foran bilen«.