Åh nej, ikke igen!

Sådan tænker mange i det sydjyske sikkert tirsdag morgen, hvor lokaltrafikken i området igen generes af en vindmølletransport, der er brudt sammen.

Uvis af hvilken grund gik noget i ophænget på transporten i stykker omkring klokken tre natten til tirsdag. Derfor holder transporteren med vindmølle nu og spærrer for trafikken på Haderslevvej ved Damhus i Ribe.

Det fortæller vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Søren Strægaard, til bt.dk.

- Der er simpelthen nogle hængsler, der er gået i stykker, fortæller vagtchefen.

Vindmølletransporten holder på rute 24 mellem Aabenraa og Ribe på strækningen mellem krydset Toftlundvej og rundkørsel Ribe S. Der er spærret i begge retninger

Politiet er på stedet og forsøger at lede morgentrafikken udenom.

- Kommunens folk har sørget for skiltning i løbet af natten, og vi har etableret en rundkørsel på omkring tre kilometer, siger Søren Strægaard og tilføjer, at politiet ikke regner med, at kø-problemerne vil blive så voldsomme. 

Det er ikke mere end en lille månedstid siden, at en anden vindmølletransport gik i stykker i samme område. De to uheld har dog intet med hinanden at gøre, forsikrer vagtchefen.

- Det er helt tilfældigt, siger han.

Ifølge vagtchefen forventer man, at vindmølletransporten kan køre igen ved middagstid.

- Vindmøllen skal løftes over på en anden vogn, og det skal ske med en kran. Vi regner med, at der er ryddet op omkring klokken 11- 12-stykker, siger Søren Strægaard.

Den sammenbrudte vindmølletransport spærrer desuden for en anden vindmølletransport, der dermed heller ikke kan køre forbi, fortæller Søren Strægaard til bt.dk.

BNB