Den 42-årige mand, der torsdag blev varetægtsfængslet for weekendens skuddrab på den 36-årige Nicolai Andersen på Amager, er en kendt vanekriminel, der i årevis har haft en fyldig plads i politiets forbryderkartotek.

Bt.dk kan afsløre, at han i  2002 blev anholdt på fersk gerning kort efter at have begået et groft, væbnet bankrøveri på Frederikssundsvej i Københavns Nordvest-kvarter. Han selv var bevæbnet med et ladt, oversavet jagtgevær, mens hans medgerningsmand var udstyret med en attrap-pistol, inden de med huer over hovederne truede bankpersonalet til at makke ret.

Det skete med kontante kommandoer som: "Det er røveri", "hvad fanden glor I på" og "ned på gulvet alle sammen". Våbnene havde den nu drabsfængslede selv købt kort inden røveriet, hvor han også havde stjålet en bil til at slippe væk i.

På det tidspunkt havde han allerede mindst syv tidligere domme på flere års fængsel sammenlagt for vold, røveri og narkokriminalitet på samvittigheden.

I drabssagen fra Amager sigtes han for at have skudt Nicolai Andersen i fredags ved 22.30-tiden i dennes lejlighed på Stolemagerstien 18. Han nægter sig skyldig, men de nærmere detaljer i sagen er endnu ukendte i stort omfang, da grundlovsforhøret på anklagerens anmodning blev afholdt for lukkede døre.

Det skete af hensyn til det fortsatte opklaringsarbejde i sagen, som politiet i første omgang antog var et selvmord. Da det stod klart, at der imidlertid i lejligheden manglede det skydevåben, som han var blevet skudt med, og derfor blev der øjeblikkelig sat en drabsefterforskning i gang.