Lydbølgerne kan skade fosteret, mener amerikanske myndigheder.

Som gravid kan man nemt blive nervøs, og ventetiden kan føles lang. Derfor tyer mange gravide til at få foretaget ekstra skanninger af deres ufødte børn i enten 2D eller 3D.

I USA er det ligesom herhjemme populært at tage på skanningsklinikker og dele billeder og videoer på facebook og andre sociale medier, men de amerikanske myndigheder er nu ude med en advarsel mod at få lavet skanninger for sjov.

Det er helt ok at få foretaget skanninger på hospitalet som led i dine gravid-undersøgelser omkring uge 20, som bliver ført ind i din vandrejournal, men unødige skanninger kan medføre en risiko, mener myndigheden FDA, der svarer til Sundhedsstyrelsen herhjemme og længe har holdt øje med trenden.

- Ultralyd kan opvarme fostrets væv en smule, og i nogle tilfælde kan det også producere meget små bobler (kavitation) i nogle væv, siger Ph.d. og ekspert i biomedicin Shahram Vaezy fra den amerikanske myndighed Food and Drug Administration (FDA).

- Selv om der er mangel på beviser for skader, som følge af ultralydsskanninger og hjerteslags-monitorer, er det vigtigt, at de bliver anvendt af uddannet sundhedspersonale, udtaler han til FDA's hjemmeside.

Ingen krav til varighed eller personale

Tidligere har man ment, at skanninger, der modsat røntgen består af lydbølger og derfor ikke giver stråling, var ufarlige, men meldingen er nu en anden.

Bekymringen går især på, at der ikke er krav til de private skanningsklinikker om, hvor længe en optagelse må vare, men en times skannning kan potentielt give skader.

- Der er ringe eller ingen medicinske fordele, og antallet af optagelser samt varigheden af fosterskanningen er ukontrolleret, hvilket øger risikoen for skader på fosteret og i sidste ende moren, udtaler Shahram Vaezy på FDA's hjemmeside.

Herhjemme er der heller ingen krav til varigheden af skanningerne, og det betyder, at private klinikker kan bruge unødvendig lang tid på at få en flot profil i 3D af babyen.

Professor Ann Tabor fra Rigshospitalets klinik for Føtalmedicin og Gravide ser ingen grund til at advare imod skanninger generelt. Hun er mest bekymret for, at der ikke er krav til uddannet personale.

- Der er nogle private klinikker, der kører efter helt up-to-date-anbefalinger, men jeg ved også, at der er nogle klinikker, der ikke har uddannet personale og ikke har certificeringer, og det er stærkt bekymrende, siger hun.

Kan ikke stoppe trenden

Ifølge Ann Tabor er skanningerne en risiko, man som forælder skal overveje.

- Hvad er det egentlig, der er formålet med de her skanninger? Det er altså at vise forældrene at ansigt eller en profil, og så får de en falsk tryghed og får en vurdering af deres barns tilstand, der ikke nødvendigvis er ordentlig, siger hun.

I Sundhedsstyrelsen anser man ikke skanningerne som farlige, men i Sverige er man ligesom i USA langt mere bekymret for, hvad de private skanninger kan betyde, og derfor lyder anbefalingen også her, at man kun benytter sig at de offentlige tilbud på hospitaler.

Professor Ann Tabor tror dog ikke på, at samfundet skal forbyde skanningerne eller forsøge at mindske dem, men at Sundhedsstyrelsen bør gå ind og kræve, at personalet er ceritificeret.

- Folk deler hele deres liv på facebook og instagram, og på en eller anden måde er udviklingen gået i den retning. Hvis forældre gerne vil betale for at se deres foster, tror jeg ikke, vi kan kæmpe imod den bølge. Det skal bare gøre på det rigtige niveau af folk, de er uddannet, så de også kan fortolke, det de ser, siger hun.

Artiklen er oprindeligt bragt af Vores Børn.

LÆS OGSÅ: Sådan er den første time for en nyfødt baby
LÆS OGSÅ: Babys køn: Blev du (også) skuffet?
LÆS OGSÅ: Guide til det perfekte mavebillede