65-årige skuespiller Kirsten Olesen måtte sidste år sige farvel til sin mand, som hun nåede at være sammen med i 40 år.
Tabet af en partner er for mange et af vor tids største tabuer. Det kan føre til alt fra skam, som Søren Huss oplevede, da han på tragisk vis pludseligt mistede sin kone, til erkendelse af at sorgen aldrig forsvinder, som det er tilfældet med Kirsten. Den forsvinder nemlig ikke, men kommer og går. Heldigvis har hun stadig teatret, som ud over kærligheden har fyldt mest i hendes liv.
- For tiden har jeg det egentlig o.k. Jeg har kræfter til at arbejde, og jeg har lyst til at arbejde. Jeg lærer efterhånden at leve alene. Det sværeste har været at finde ud af, hvem jeg selv er, når jeg ikke længere er 'vi'. Jeg har været sammen med den samme mand, siden jeg var 25 år. Jeg kan jo ikke gøre noget ved min situation. Det er noget, jeg skal lære at leve med, og det kan da godt være svært en gang imellem. Det er ikke noget, man bare finder ud af på en enkelt nat. Men det går fremad med mit humør. Sorg og erindring kommer og går. Man kan jo ikke slukke og tænde for det med viljens kraft. Det kommer, uden du aner det, og du må bearbejde det, når det er der.
- Det var ikke en barndomsdrøm at blive skuespiller. Jeg har ikke haft billeder af tv-stjerner og skuespillere hængende på bagsiden af klædeskabsdøren. Jeg har slet ikke haft fantasi til at forestille mig selv som skuespiller. Da jeg var 18 år, søgte jeg ind på teaterskolen. Jeg anede intet om, hvad teater var. Jeg gjorde det, fordi folk sagde, at jeg var god til at spille skuespil. Som ung vil man jo gerne bekræftes. Jeg var ikke den dummeste i klassen, men der var ikke rigtig noget, jeg brændte for. Min far så gerne, at jeg læste til lærer eller jurist. Det var gode pigefag, mente han. De kunne altid kombineres med et familieliv. Min søster blev lærer, og jeg søgte også selv ind på lærerseminariet. Jeg fik et henholdende svar om, at der først var plads efter et år. Kort tid efter så jeg en annonce i avisen om, at der var optagelsesprøve på Odense Teater. Jeg kom ind i første forsøg. Ellers havde jeg aldrig prøvet igen. Så var jeg blevet lærer.
- Der gik mange år, før jeg selv tænkte, at jeg var god. Det var nok først, da jeg slap ingenue-rollerne – de der pæne, unge piger med langt, lyst hår, der siger ja og amen til deres forældre og gifter sig med den rigtige. Søde roller, men ikke de mest interessante. Min første rigtige karakterrolle var i Elektra. Det blev et stort spring for mig. Det var et eksperiment på Strøghusteatret instrueret af Birgitte Price. En skøn og flot forestilling. For første gang fik jeg lov til at bruge hele mig selv og mit temperament for fuld udblæsning. Jeg kan godt lide at få lov til at spille de store følelser ud. Jalousi, had og kærlighed. Jeg er glad for, at Birgitte kunne se det i mig. Man skal ses for at få en fod indenfor.
- Det bedste ved min alder er, at jeg har det godt. At mit skelet holder, og at jeg ikke er afhængig af medicin eller udsat for skader. Jeg føler mig stadigvæk fit for fight. Fysisk og psykisk har jeg det godt. Men jeg er 65 år, og det er ikke der, de fleste roller er. Sådan er verdenslitteraturen. Den kan jeg ikke lave om på. Jeg tror, jeg bliver smidt ud fra Det Kgl. Teater, når jeg er 70 år. Det er i hvert fald overgået mange af mine kolleger. Medmindre man er mand. Sådan er det jo desværre stadigvæk. Der er ikke en King Lear i den kvindelige afdeling. Det er ærgerligt, at det kan føles, som om det kan være svært at finde roller til én en gang imellem. Men sådan er vilkårene. Jeg klager ikke. En lille rolle kan også være udfordrende, fordi du har så lidt at gøre godt med i forhold til en hovedrolle med rigtig mange facetter.
- Jeg synes nok, at den bedste alder at være i er mellem 40 og 50 år. Foreløbig i hvert fald. Det er der, man kan begynde at bruge sine erfaringer. På det tidspunkt har man været lidt rundt og tage på alle hylder. Det var her, jeg begyndte at acceptere, hvem jeg er. Jeg har altid været lidt nervøs for, at jeg ikke var god nok. At det, jeg lavede, ikke var godt nok. Jeg har altid været meget i tvivl. Men det har også været en kæmpestor drivkraft, at jeg aldrig har været sikker. Jeg søger hele tiden videre og videre og videre. Men jeg har skullet bekæmpe usikkerheden og er blevet modigere i mine valg med alderen.
- Jeg har det o.k. med at se ud, som jeg gør. Alle dem, jeg kender og omgås, ser jo ud, som de plejer. Forfaldet ser man ikke hver dag. Jeg har vænnet mig til spejlbilledet. Jeg synes, der sker nogle skred måske hvert 10. år, hvor jeg tænker: "Nå! Skal det nu også være der? Er det sådan, det udvikler sig? Kan du ikke få de der skrækkelige bekymrede rynker i panden væk?" Jamen, så må de jo være der. Det kan jo ikke nytte noget at beklage sig. Livet er heldigvis langt mere end at have et Barbie-ansigt. Det er komisk, som folk efterhånden bliver så fyldt med Botox, at de ikke længere kan bevæge musklerne i deres ansigt. Jeg tror heller ikke, at det vil hjælpe på rollernes mangfoldighed. Folk ved jo godt, at jeg er gammel. Jeg ville ikke få flere roller, fordi jeg lignede en baby i hovedet.
- Det vigtigste i mit liv har været at møde kærligheden. At møde min mand. Jeg synes, det er en stor gave at kunne give sig selv til et andet menneske, som tager imod én på godt og ondt. Jeg faldt især for hans humor. Det var befriende for mig at møde et menneske, der havde en meget lettere tilgang til livet, end jeg selv havde på det tidspunkt. Han havde mange smukke, gode kvaliteter. Han var et klogt menneske og en dejlig musiker. Han var god til at lave mad, og han havde forstand på vin. Han elskede at læse og studere, og jeg kunne lære meget af ham. Vi havde mange gode diskussioner, og jeg brugte ham som sparringspartner i mit arbejde. Han var altid inde at se en af de tidlige forprøver, som vi diskuterede, når jeg kom hjem. Det har givet mig en stor tryghed, at jeg har haft en anden at dele alting med.
LÆS OGSÅ: Søren Huss skammede sig efter sin kærestes tragiske, pludselige død
LÆS OGSÅ: Yahya Hassan "Lige for tiden får jeg ikke skrevet meget andet end liderlige sms'er til smukke piger"
LÆS OGSÅ: "Det er jo et udbredt kulturelt pigesyndrom at have lavt selvværd"
