Børn født ved kejsersnit har øget risiko for høfeber, astma og autoimmune sygdomme som type 1-diabetes. Men det kan man undgå, hvis man føder naturligt.

Det forklarede Oluf Borbye Pedersen, der er forskerleder på Novo Nordisk Fondens metabolismecenter på Københavns Universitet, i en livechat på Videnskab.dk.

»Der er naturlig afføringsafgang fra moderen ved fødslen. Det har naturen bestemt. Og at barnet vender med munden mod moderens anus. Det er for, at barnet kan få så meget afføring ind i munden som muligt. Det er rigtig, rigtig vigtigt. Et barn født ved kejsersnit har helt andre bakterier, som stammer fra huden, dynebetrækket, fra mælken, hvor det nu er fra,« siger han.

Han fortæller også, at bakterierne påvirker barnet meget forskelligt, når de er kommet til verden.

»Vi kan se, at når bakterierne slår rod, så er de helt forskellige efter de to fødselsmetoder. Du får en helt anderledes modning og uddannelse af immunsystemet. Derfor må der gerne være så meget afføring i barselssengen, som muligt.«

Læs også hos Videnskab.dk: Find ud af, hvor meget dine tarmbakterier betyder for krop og sind

Tarmbakterier er ikke bare vigtige for nyfødte. De er vigtige hele livet.

Tarmbakterier er et relativt nyt forskningsområde, men forskerne er så småt ved at kunne forklare nogle af bakteriernes vigtigste betydninger.

Umiddelbart kunne man godt mistænke forskning i tarmbakterier for at være et lidt abstrakt og usexet emne, som er svært at relatere til dig og mig. Men tarmbakterierne er faktisk vigtige både for os selv og vores efterkommere.

Din mors tarmbakterier kan for eksempel relateres til din kropsvægt. Bestemte bakterier i tarmen hos mus kan kurere autisme og stress - og det drager perspektiver til mennesker.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Hvordan påvirker bakterier i tarmen din personlighed og sundhed?

Rumsonden Voyager 1 optager lyd fra rummet

Findes der lesbiske dyr?