Kære Annette Heick!
Jeg læste i BT at man kunne spørge dig til råds omkring problemer.
Men jeg har et problem, og det er, at jeg har en mor, der føler skyld over, at hun gav mig væk til kommunen, fordi hun var syg.
Og jeg har sagt til de andre i min familie, at jeg gerne vil fortælle hende, hvor glad jeg var for det.
Hvis hun ikke havde gjort det, så havde jeg ikke det liv, som jeg har i dag.
Men når sandheden skal frem, så vil min familie ikke have at jeg taler med min mor, og jeg vil rigtig gerne fortælle hende, at hun ikke skal føle skyld, fordi hun gjorde det rette.
Så hvad skal jeg gøre?
Mor har brug for at vide det, men min familie vil ikke have det.
Så har du et råd til mig eller et par råd?
Håber du har, for jeg har virkelig brug for det.
m.v.h D.H.
Kære DH!
Jeg kender ikke din alder, så noget af mit svar er baseret på gætværk. Jeg har den største respekt for, at du har et behov for at give din mor besked. Så sent som i går aftes sad jeg og så en genudsendelse af programmet ”Sporløs”, hvor en pige fortalte sin biologiske, Srilankanske mor, at det var OK, hun havde givet hende væk til et dansk par for 28 år siden. Jeg anerkender virkelig det behov, og selv hvis jeg ikke gjorde, så må jeg konstatere, at det heler nogle sår hos både mor og barn, når ordene bliver sagt.
Skal du gøre det eller ej? På den lange bane mener jeg faktisk ikke, det er en option. Du vil med statsgaranti på et tidspunkt opsøge din mor og få sagt det, der skal siges. Men gætter jeg rigtigt, hvis jeg siger, at du endnu ikke er myndig? Det kan naturligvis besværliggøre dit forehavende. Som det er i dag med internet og sociale medier, så er der jo ikke som sådan noget, der kan hindre dig i at opsøge din mor uden din families accept, men jeg fornemmer også, at det betyder noget for dig at få deres godkendelse.
De har sikkert en grund. Den kan være god eller dårlig, men jeg tror, at deres begrundelse bunder i frygt. Det kan være frygt for at miste dig. Miste noget af din kærlighed. Eller frygt for, at du selv bliver ked af det. Jeg tror, du skal gøre dem det begribeligt, at du en dag opsøger din mor, men at du gerne vil have deres støtte og derfor har brug for at vide, hvordan I sammen kan imødegå din beslutning. Hvad er det, de frygter? Hvordan kan I komme udenom det? Hvad kan du gøre for at mindske deres frygt?
Du elsker dem jo. Det er tydeligt. Hvor stor en kærlighedserklæring er det ikke, at du vil fortælle din mor, at du er taknemmelig for det liv, du fik hos din familie?
Jeg ønsker dig al mulig støtte, hjælp og held og lykke. Du er sådan et barn, man kun kan blive stolt over. Annette
