Tom Kristensen har ikke opgivet at vinde Le Mans, selvom mekaniske problemer ser ud til at koste ham endnu en triumf i det franske langdistanceløb.

Det fortæller Tom Kristensen fra Audi-pitten til tv-kanalen Eurosport omkring lidt over 12 søndag eftermiddag. 

- Det gør selvfølgelig ekstra ondt, når du har noget at tabe. Vi var i stand til at kæmpe os tilbage til føringen og er nu faldet tilbage. Men forvent altid det uventede og bliv ved med at presse på. Det er det, vi gør nu i de sidste tre timer, siger Tom Kristensen.

Det var problemer med Audi'ens turbo, der kostede Tom Kristensen og teamkammeraterne Marc Gené og Lucas di Grassi føringen i løbet sidst på formiddagen.

Alligevel glæder Tom Kristensen sig over, at han og teamet har været i stand til at kæmpe med om sejren efter de problemer, som ramte Audi nr. 1 allerede i onsdags, hvor bilen blev smadret til ukendelighed. 

- Hvis vi ser på hele ugen, så har vi nærmest været så langt nede, vi overhovedet kunne komme. Men vi har stået sammen, og mekanikerne har været fantastiske og gjort utrolig meget, siger Tom Kristensen.