Digteren Peter Løhr giver sine bud på sætninger, der kan vende op og ned på ens liv.
KLUMME: Jeg er på Capri. Udsigten ud over klipperne, der skyder op af det turkisblå hav, bliver kun mere og mere spektakulær, mens jeg går op ad bjerget gennem de duftende citronlunde. Omgivelserne er perfekte på Hollywoodstjernerne og det italienske jetsets foretrukne escape. Men alligevel er jeg stadig ikke helt tilfreds.
LÆS OGSÅ: Peter Løhr: "Jeg er min kæreste utro 5 minutter hver dag"
Det er marts. Jeg er 21 år og er flygtet fra skriveblokering og den mørke tilstand, som 86 regnvejrsdage i træk har sat mig i. Jeg er flygtet fra mit hjem på fjeldet i evigt våde Bergen og er på desperat udkig efter et sted, hvor jeg på ny kan finde energien til at leve og skrive.
Da jeg når halvejs op ad bjerget Monte Solaro, kommer jeg pludselig til en park, hvor der over lågen til indgangen står Parco Filosofico. Jeg går ind i den såkaldte filosofipark, og inde mellem de tætplantede træer finder jeg den ene sirligt udsmykkede flise efter den anden, hvor der med blå maling og pensel er skrevet citater af historiens største tænkere.
LÆS OGSÅ: "Jeg begår mindst én dødssynd om dagen"
Bam! Bam! Bam! Det ene citat efter det andet går lige i maven på mig, men især ét synes at have ramt mig, da jeg efter at have gået parken rundt, sætter mig på en af dens bænke og ser ud over havet. Det er ikke præcis, de ord, der stod på flisen, men de ord, de satte i gang i mig: "Mennesket er også et sted. Det største sted."
Det står med ét klart for mig, hvor dumt det har været at isolere mig på fjeldet, fordi jeg troede, jeg kunne skrive absolut bedre i ensomhed på et bjerg end blandt venner i København. Jeg indser pludselig, hvor dumt det er at prøve at finde ny energi i de smukke og solrige omgivelser, når det alt sammen alligevel blegner ved siden af mit behov for det sted og den kraft, et andet menneske kan udgøre.
Da jeg endelig når op på toppen af Monte Solaro og igen har signal på min telefon, skriver jeg straks til mine venner, at jeg snart kommer tilbage til Danmark, og om vi ikke snart skal ses.
Sådan kan få ord på et splitsekund ramme noget i en, der vender op og ned på ens liv og tænkemåde.
Her er 10 citater, der har påvirket mit liv, og alt efter, hvor du selv er i livet, også har potentiale til at indfange og ændre dit:
1. »Her er mit brev til verden, der ikke skrev til mig.«
Emily Dickinson isolerede sig ikke på en fjeldside, men i stedet på sit barndomsværelse det meste af sit liv, hvor hun skrev sin verdensberømte poesi. Disse ord gjorde det endelig klart for mig, at det er ganske almindeligt at kunne føle sig ude af kontakt med sine omgivelser. Ja, det er ligefrem et menneskeligt grundvilkår og en næsten daglig kamp at henvende sig til verden og få den til at se en, som den, man føler, man er.
2. »Pourquoi pas?«
Karen Blixen brugte gennem hele sit liv mottoer som erkendelser og leveregler. Efter hun kom hjem fra sin farm i Afrika, tog hun det store tunge "hvorfor" og vendte det på hovedet ved at tilføje et lille "ikke."
"Hvorfor ikke?" indgyder et smittende og vildt håb. Det er et mod og en optimistisk indstilling til livet, som jeg stadig har meget gavn af at messe for mig selv, hver gang jeg står over for et svigtende mod eller en uoverskuelig udfordring.
3. »Spørg en kvinde om, hvad hun helst vil udsættes for: at blive grebet i en løgn... eller vise sig i en dårligt syet og grim dragt?«
Nok siger vi, at det er det indre, der tæller, men at affeje skønheden og forfængelighedens magt er ude af trit med virkeligheden. Det er måske langt ude at gemme sig for at undgå at hilse på en bekendt på gaden eller i supermarkedet, bare fordi man ikke har sat sit hår ordentligt den dag, men tro ikke, at det er unormalt!
Hvor langt ude forfængeligheden end kan synes, så kommer man længst i sin forståelse af verden ved at anerkende dens skumle magt over mennesket.
I Lev Tolstojs roman 'Kreutzersonaten' fra 1891, som citatet er taget fra, løber den mandlige hovedperson da heller ikke efter den unge musiker, han lige har taget på fersk gerning med sin kone, alene af den grund, at han ikke harstøvler på og umuligt kan udstå ideen om, at folk skal se ham løbe gennem byen kun iført strømpesokker.
4. »Og vi skal leve af jordens fedme. Ja!«
I John Steinbecks "Mus og mænd" drømmer den fattige og enfoldige Lenny sig hen til den nye gård, hvor han og to andre mænd skal dyrke jorden og leve selvforsynende. Lige siden jeg læste "Mus og mænd" første gang, har udtrykket "jordens fedme" (på bondeamerikansk "fatta the lan'") hængt fast i mig.
Vi må ikke glemme, at naturen som udgangspunkt er gavmild, at æblerne og fignerne gror af sig selv. Og vi må spørge os selv, om det ikke er fuldstændig vanvittigt, at vi endnu ikke har fundet ud af at leve og indrette os i pagt med den natur, der er i udgangspunktet er så rig og givende.
5. »Det vigtigste er det, der ikke kan måles.«
Det har mange fordele, at ting kan måles og vejes, gøres op og fordeles. Men vi lever i et samfund, hvor man oftere og oftere kan komme i tvivl om, hvorvidt fx ens liv overhovedet eksisterer, hvis det ikke kan sættes på formel og tal – er din oplevelse fx noget værd, hvis den ikke bliver fotograferet, postet og gjort op i et bestemt antal likes, eller er dine evner noget værd, hvis de ikke kan blive til 10 eller 12-taller.
Den japanske forfatter Murakami gav mig en krystalklar sætning til alle dem, der skeptisk spurgte, hvorfor jeg dog læste noget så flyvsk som humaniora. Det meste af et menneskeliv med alle dets følelser og erfaringer består netop af ting, som ikke er målebare, og det er som oftest disse ting, der er de allervigtigste.
LÆS OGSÅ: 7 tegn på, at han aldrig bliver den kæreste, du drømmer om
6. »En dag, hvor man ikke har danset mindst én gang, er en spildt dag.«
Jeg troede i mange år, at min vane med at sætte musik på og danse lidt crazy, når jeg var alene hjemme, var noget jeg med tiden skulle vende mig af med, fordi det alligevel var for ungdommeligt og mærkeligt. Så kom Nietzsche på banen og fortalte mig, at jeg for guds skyld skulle blive ved med at skeje ud mindst én gang om dagen.
Siden har jeg fundet ud af, at en overraskende stor del af mine venner også lider af denne energiske enedans. Husk dagligt dig selv på, at mennesket ikke er skørt, når det skejer ud og opfører sig vildt - det er levende.
7. »Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den.«
Hvis man midt i al sin travlhed og pendlen glemmer, hvor glad man egentlig er for at gå bare for at gå, og hvordan det at bevæge sig virker positivt på sindet og skaber nye og ofte klarere tanker, end når man sidder ned - så er det godt Kierkegaard kan huske en på det.
8. »Vi har rigtig nok vores grundlæggende godhed, ellers ville det være umuligt, sådan som jeg gør, at tale frit med nogen, jeg knap nok kender - vi ville holde op.«
Jeg bliver mere og mere klar over hvor meget, der bygger på tillid. Tænk fx bare, hvor meget røvsyg administration og lovgivning, vi kunne spare, hvis vi var mere tillidsfulde. I Danmark har vi faktisk verdensrekord i tillid, men det er vigtigt aldrig at tage denne medmenneskelige godhed, som Virginia Woolf beskriver, for givet - den godhed, som gør det muligt for os at leve og bo sammen, også selvom vi er fremmede.
9. »Jeg har ikke en tanke, som jeg ikke har fået af min far, ikke en passion, jeg ikke har fået af min mor.«
Strindberg kunne lige så vel have skrevet "ikke en latter, jeg ikke har fået fra min bedste ven, ikke en måde at tage en smøg i munden på, jeg ikke har fra Humphrey Bogart." Det handler altså ikke kun om at arve fra sine forældre, men om at overtage karaktertræk fra alle mennesker, måske sågar sin hund.
Et af mine vigtigste møder i min universitetstid var mødet med adjungeret professor Uffe Hansen på litteraturvidenskab. Han fik mine øjne op for, hvor spinkle og flydende grænserne er mellem mennesker, og hvor rodet og lånt en affære, personlighed i virkeligheden er.
10. »Mennesket er hemmeligheden. Det er med denne, jeg arbejder, fordi jeg selv vil være menneske.«
Midt i skriveblokeringen på fjeldet i Norge fik jeg i det mindste læst Dostojevskijs samlede værker. Og fra den ensomme tilværelse på fjeldet fik jeg denne sætning med mig, som i dag er mit vigtigste motto for min måde at gå til livet på - at det alt sammen handler om at ville være menneske, og med sit eget liv og ord omhyggeligt forsøge at definere, hvad mennesket er og kan og bør være.
LÆS OGSÅ: "Jeg har simuleret virkelig mange orgasmer"
LÆS OGSÅ: 7 tegn på, at han aldrig bliver den kæreste, du drømmer om
LÆS OGSÅ: 30 ting, jeg helt sikkert burde have droppet, før jeg blev 30
Artiklen er oprindeligt bragt i Eurwoman.
