Læs hvilke otte åbenbaringer disse tre seje kvinder har haft, efter de er fyldt 40.

De fleste kvinder vil nok mene, at det, at fylde fyrre, er lidt som at runde et hjørne. For når du fylder fyrre, forlader du for alvor ungdommen, men til gengæld åbenbarer der sig en ny verden rundt om hjørnet præget af en helt anden selvforståelse og ro.

Sådan hænger det i hvert fald sammen, hvis vi skal tro de tre spændende kvinder, alt.dk har talt med. De er alle tre (for længst) fyldt fyrre. Og det er de ikke kede af. Herunder kan du læse, hvad de hver isæt har lært, efter de er fyldt fyrre.

LÆS OGSÅ: 23 ting, der afslører, at du er i 40erne

»Jeg er blevet mere klog på min krop. Jeg har en større forståelse for min egen formåen, som jeg ikke skænkede en tanke, da jeg var yngre og bare ræsede af sted. Det gælder alt lige fra sundhed, motion, sex og til mit spejlbillede. Når man er ung, har man ofte alt for meget fart på til at mærke ordentligt efter, og farten er sat yderligere op for unge i dag, ligesom min egen generation har svært ved at sætte tempoet ned. Jeg synes, det er lidt ærgreligt at så mange på min alder lader sig rive med af "den evige ungdom". For mig er det en lettelse ikke at bruge så meget energi på noget, der egentlig ikke er så vigtigt.«
Lola Jensen, familierådgiver, 59 år

»Jeg har lært, at vi kvinder er vidunderligt privilegerede, fordi vi har så mange flere muligheder end mændene for at udtrykke og bruge os selv på alle måder.«
Emilia Van Hauen, kultursociolog, 49 år

LÆS OGSÅ: Sådan skruer du op for glæden

»Arbejdsmæssigt føler jeg mig mere sikker i min branche og i det, jeg laver. Jeg nægter dog at være låst i noget på grund af min alder. Jeg vil stadig gerne udvikle mig og lære, og det er fedt. Men jeg er ikke længere usikker på samme måde i, hvordan jeg griber ting an eller tackler ting.«
Andrea Larsson, 43 år, selvstændig designer, ejer af Andrea Larsson Interior og medejer af Reflections by Hugau/Larsson.

»Jeg er af natur meget positiv, rummelig og forstående, men jeg har lært at stoppe op, hvor jeg tidligere har været domineret af en stor perfektionisme og et behov for at have fuld kontrol over tingene. Jeg slapper mere af nu. Jeg er blevet bedre til at lytte til folk i stedet for at afbryde for at kunne kontrollere svaret. Jeg får meget mere ud af mine omgivelser, når jeg kan dæmpe mig selv lidt. Jeg giver mere plads til folk omkring mig i dag i stedet for hele tiden at have fokus på selv at skulle præstere for at kunne styre.«
Lola Jensen, familierådgiver, 59 år

»Jeg har lært, at det største privilegium er at få lov til at elske.«
Emilia Van Hauen, kultursociolog, 49 år

»Jeg fik en efternøler, da jeg var 39 - de to andre børn fik jeg, da jeg var i slut 20'erne. Jeg er en mere afslappet mor, efter jeg er blevet 40. Jeg føler ikke længere, at jeg går glip af noget, eller ikke når noget, på grund af mine børn. På det punkt høster jeg godt af at være over 40 – jeg har en større erfaring og ro omkring mine børn. Og jeg nyder at have to teenagere: Det er så hyggeligt med deres kærester, venner og veninder, der ofte fylder huset. Jeg har lært at sætte endnu større pris på nære relationer, familie og i særdeleshed mine børn. Alt andet er jo i bund og grund lige meget sammenlignet med det. Og det forstår jeg nu.«
Andrea Larsson, 43 år, selvstændig designer, ejer af Andrea Larsson Interior og medejer af Reflections by Hugau/Larsson.

»Jeg har lært, at konflikter for det meste er en adgang til større nærhed, fortrolighed og gensidig forståelse – hvis man vil!«
Emilia Van Hauen, kultursociolog, 49 år

»De seneste år har jeg taget en beslutning om, at jeg både privat og arbejdsmæssigt skal vægte det meget højt at være et ordentligt menneske. Jeg forsøger at opdrage mine børn i den retning. At være ærlige, empatiske og modtagelige overfor deres omgivelser. At lytte og se andre som de er, udvise forståelse og være gode sociale væsener i mange sammenhænge. Det er vigtigere for mig end at være skrap omkring ting som at komme sent i seng og gå i byen. Jeg vil kunne stole på dem og deres egen dømmekraft og ærlighed.«
Andrea Larsson, 43 år, selvstændig designer, ejer af Andrea Larsson Interior og medejer af Reflections by Hugau/Larsson.

LÆS OGSÅ: Maise Njor om at forelske sig i en ældre mand

LÆS OGSÅ: Derfor bliver vi ikke længere "gamle"

LÆS OGSÅ: 11 kloge ting, sagt af kendte kvinder om at blive ældre

 

Artiklen er oprindeligt bragt i ALT for damerne.