Freelancejournalist Sofie Maria Brand om at tage en digital detox.
Jeg har ikke været offline i mere end én dag i noget, der ligner fem år – siden Facebook og smartphones indtog vores liv. Så det var mildest talt på tide med nogle dage totalt uden skærme. Det vil sige nul internet og sociale medier til mig og nul iPad til min datter
– og dermed også nul tv, da vi streamer på den bærbare.
Så vi kunne høre lp'er og radio, læse bøger og den slags, og iPhonen blev anvendt som en forældet fastnettelefon. Jeg ville udfordre min afhængighed og tilgængelighed – og ikke mindst konsekvenserne i en tid, hvor netadgang og smartphones er en selvfølge. Og jeg ville afprøve det en helt almindelig lørdag, søndag og mandag – og ikke under en vandretur i Norge, hvor dårlig dækning tvinger én offline. For det er noget andet end hverdagslivet.
LÆS OGSÅ: "Vi bruger mobilen som elektronisk sutteklud"
Jeg kan næsten ikke huske livet før internet og mobil, selvom jeg var 19 år første gang, jeg var på nettet for at maile til en backpackerveninde i Thailand, og samme år fik min første Nokia med et pissedyrt taletidskort. Og jeg skal grave dybt for at huske, hvordan man lavede aftaler med hinanden og opgaver i skolen før den tid. Det var noget med at ringe og spørge, "er Ditte hjemme?", og at skrive stil i hånden ved hjælp af rodede kladder og rettelak.
Alt dette føles meget langt væk i dag, hvor Facebookvenner skriver, "Er uden tlf. de næste 24 timer – fang mig her eller på mail", og hvor mange liige logger på diverse medier en gang i timen og liige tjekker arbejdsmail om aftenen og i weekenden. Alt er muligt hele tiden, så vi skal konstant fravælge alle fristelserne. Jeg er ikke SÅ hårdt ramt af FOMO (Fear Of Missing Out) og havde i forvejen ingen sociale medier på smartphonen, men jeg havde alligevel behov for at gå tilbage til "scratch" for at fornemme, hvordan den konstante opkobling egentlig påvirker mig.
LÆS OGSÅ: Så syg bliver du af den teknologi du bruger hver dag
Realiteterne meldte sig rimelig hurtigt. Jeg kunne ikke købe en busbillet (savner på alle måder klippekortet), tjekke netbank, vejrudsigt og skoleintra eller finde vej – heldigvis havde jeg mit lasede Krak fra '95 endnu. Jeg måtte købe en fysisk kalender (stor gensynsglæde), gå med armbåndsur og låne et vækkeur, der tikkede højt. På andendagen fik jeg seriøse nyhedsabstinenser og købte en papiravis (åh, hvilken fryd). Og når jeg havde en aftale, måtte jeg advare om, at jeg ikke havde telefon med.
Men jeg følte mig friere og usædvanligt ustresset. Jeg har aldrig ordnet så mange hængepartier i lejligheden og læst så mange bøger på så kort tid. Når jeg sad og røg min(e) aftencigaret(ter) kiggede jeg op i stedet for ned i en skærm. Og når iPad slet ikke var en mulighed for barnet, blev der ikke spurgt til den, og hittepåsomheden og fordybelsen i lege og læsestof steg. Jeg har ofte sagt, mens folk med børn nikker indforstået, "hun har brug for lidt skærm efter en lang dag" – det er det rene selvbedrag. Den eneste, der savnede noget, var mig, og det var aften-tv og mit mobilkamera.
LÆS OGSÅ: ”Min datter spørger, om hun bliver lige så tyk som mig, når hun bliver voksen”
Tre analoge dage var, hvad der kunne lade sig gøre. Man kan jo ikke længere passe et arbejde uden at være online. Og folk tror, man er død eller sur, hvis man ikke lige svarer på sms, mail og messenger. Efter de tre dage tjekkede jeg da også straks diverse platforme. Afhængighed, nødvendighed eller begge dele? Man er i hvert fald rimelig fucked uden internet nu til dags. Men nu er forbruget hjemme hos os på et minimum, og jeg er kureret for facebookfix. Og det gør godt.
LÆS OGSÅ: Dit kamera stjæler din hukommelse
LÆS OGSÅ: Film til en regnvejrsdag: 12 af slagsen du kan se på Netflix – og andre streamingtjenester
LÆS OGSÅ: 9 kampagner med kvinder i undertøj, der vil få dig til at elske din krop
