36 spørgsmål der kan gøre dig forelsket.

Fuglesang og sød musik. Forår er lig med flirtetid. Du kan teste, om du er en god flirt, men i stedet for at læne dig tilbage og vente på, at lynet slår ned, eller at lave lister over hvilke mænd du i hvert fald ikke vil forelske dig i, kan du faktisk selv sætte tingene i sving. Det mener i hvert fald den amerikanske psykolog Arthur Aaron, som har udviklet 36 spørgsmål, der garanterer forelskelse, hvis de "udføres" på den rigtige måde. Det fascinerende forsøg er gået verden rundt og har blandt andet ramt New York Times.

For mere end tyve år siden lykkedes det ham at få to vidt fremmede mennesker til at forelske sig i hinanden for øjnene af ham i et laboratorium. Metoden var baseret på lang tids forskning omkring intimitet i parforhold samt forelskelsens mekanismer.

LÆS OGSÅ PÅ EUROWOMAN.DK: Her er de 7 grunde til, at han ikke skriver tilbage

Den går ud på, at du og en anden sætter jer over for hinanden, stiller hinanden de samme 36 spørgsmål (se dem sidst i artiklen) og derefter runder af med, i tavshed, at se hinanden dybt i øjnene i fire minutter.

Dialog får kærligheden til at vokse
Men betyder dialog – og de rette spørgsmål - virkelig så meget for om forelskelse kan opstå? Vi har spurgt nogle herboende eksperter, og svaret er "JA" ifølge Mette H. Hinnerskov, parforholds- og skilsmissecoach samt stifter af Institut for krisehåndtering.

»En dyb dialog mellem to parter kan helt sikkert få kærligheden til at vokse. Jeg ser igen og igen, at mangel på samme kan ødelægge ethvert godt kærlighedsforhold. I den dybe dialog opstår nærheden, samhørigheden og fortroligheden, og det er nogle af de grundlæggende parametre, specielt kvinder lægger stor vægt på i parforholdet,« siger hun.

LÆS OGSÅ FRA EUROWOMAN.DK: Kan mænd og kvinder være venner uden sex?

Det er lifecoach og parterapeut Pia Lintrup enig i. Udover den vigtige dialog mellem parterne, tilføjer hun det at bevare tiltrækningen og det at kende sig selv til listen over de tre vigtigste ingredienser, der får et parforhold til at fungere.

»Intimitet og nærvær er noget af det vigtigste i et parforhold. Uden dette bliver forholdet til en institution – en rutine. At kende sig selv og være bevidst om f.eks. sår fra barndommen, opvæksten og tidligere parforhold er også utrolig vigtigt. Og vide hvad man vil og ikke vil og være tro mod sine værdier og drømme og at kunne dele ud af sig selv,« siger Pia Lintrup.

Spørgsmål der får dig til at åbne
Den slags emner kan være svære at tage hul på, når man er på en date, hvor vi typisk holder os til mere overfladiske emner, men de 36 spørgsmål i Arthur Aarons metode er netop skræddersyede til at åbne en samtale, der langsomt bliver mere og mere intim og får samtalepartnerne til at "udlevere" sig selv.

Mette H. Hinnerskov er begejstret for spørgsmålene, der er bygget op, så du ikke bare lærer mest muligt om din partners personlighed, men i høj grad også om din egen.

»Det gode ved de 36 spørgsmål er, at de kommer godt rundt om nogle grundlæggende indstillinger til livet, eksempelvis hvorvidt personen primært tænker positivt eller negativt, hvor stor vægt personen lægger på de primære relationer i vedkommendes liv og ikke mindst evnen til at tale om følelser,« siger Mette H. Hinnerskov.

Fysisk tiltrækning
Pia Lintrup mener ikke, at Arthur Aarons metode holder hele vejen. Der er nødt til at være en fysisk tiltrækning til stede fra starten af, mener hun.

- Spørgsmålene kommer jo vidt omkring, og parterne kommer på kort tid til at vide meget om hinanden. Men stadig synes jeg ikke, at dette kan stå alene, for jeg mener stadig, det handler meget om naturlig tiltrækning i et møde; det usynlige – det usagte, som kun kan mærkes som et sug i maven eller hjertebanken og en lyst til at være i den andens nærhed uden helt at kunne forklare hvorfor, siger Pia Lintrup.

Men Arthur Aarons metode har virket i en del tilfælde. Så måske vil den også virke for dig?

Afgørende at have samme tilgang til dagen
Hvis du ikke orker at gennemgå alle 36 spørgsmål, har vi bedt Mette Hinnerskov fremhæve de mest interessante (se spørgsmålene herunder, red.):

»Specielt spørgsmål 4 og 11 synes jeg, man med fordel kan stoppe lidt op ved, fordi det er så afgørende, at man som par har nogenlunde samme tilgang til dagen og til hvilke aspekter i livet, der er vigtige at lægge vægt på,« siger Mette H. Hinnerskov.

Hvad en person drømmer om, og ønsker at opnå med sit liv, er et andet punkt, Mette Hinnerskov anser for at være et vigtigt punkt, man gerne må være fælles om for at få et parforhold til at fungere så optimalt som muligt.

»Spørgsmål 14 kan fortælle noget om personens drømme og dermed, hvad vedkommende ønsker at opnå med livet og tilgangen til, hvad der begrænser personen i at gå efter målet. Relationen til personens mor (spørgsmål 24, red.) fortæller som regel meget godt, hvorvidt personen hviler i sig selv og ikke mindst, om der er ro i de nære familierelationer,« siger Mette Hinnerskov.

Og så er der de spørgsmål, der afslører, hvad personen har af forventninger til selve parforholdet. Også et punkt, der meget gerne må stemme overens hos de to parter.

»I sæt 3 ville jeg personligt hæfte mig ved svaret til spørgsmål 26, fordi det fortæller noget om, hvad personen har af forventninger til parforholdet. Hvad vil vedkommende bidrage med, og stemmer det overens med de ting, man selv ønsker at have i et parforhold,« spørger Mette H. Hinnerskov.

Personen vi forelsker os i
Udgangspunktet for et parforhold bliver altså tilfredsstillet og nurset på vej af Arthur Aarons metode. Men hvem føler vi os typisk tiltrukket af? Hvor er det bedste belæg for forelskelse – spørgsmål eller ej? Ikke vildt overraskende tiltrækkes vi ifølge Pia Lintrup typisk af en person, der (ubevidst) giver os associationer til en af omsorgs-nøglepersonerne fra vores barndom.

»Ikke ualmindeligt er det én, vi har haft udfordringer med. Men personen, vi forelsker os i, har også ofte nogle positive sider i sig, som vi også selv besidder, men som vi har fortrængt. Når vi ser disse sider i en anden person, opleves det attraktivt at være i nærheden af denne person. Det giver os en følelse af at være hele. Det handler også om, hvad vi har manglet eller haft til overflod i vores barndom. F.eks. vil en kvinde, der har manglet omsorg og beskyttelse i sin barndom, typisk forelske sig i en fysisk stærk og stor mand, hvor en mand, der som barn har været domineret af sin mor, i mange tilfælde vil tiltrække en dominerende kvinde. Begge eksempler er ubevidste forsøg på at "hele" sår efter barndommen op,« siger Pia Lintrup.

De magiske spørgsmål
Arthur Aarons undersøgelser viser, hvordan kærligheden ikke nødvendigvis er noget, der rammer som lynet. Den er nærmere noget, der kræver en aktiv handling (som f.eks. ved at arbejde sig igennem de 36 spørgsmål). Den opstår ikke altid bare af sig selv, vi skal aktivt vælge den til.

Her bringer vi første del af de 36 spørgsmål fra Arthur Aarons videnskabelige rapport - husk at slutte af med at se hinanden dybt i øjnene i fire minutter.

Første sæt:
1. Hvis du kunne vælge frit, hvem ville du så helst spise middag med?
2. Vil du gerne være berømt? I så fald på hvilken måde?
3. Gennemgår du nogensinde i hovedet, hvad du vil sige, før du ringer til nogen? Hvorfor?
4. Hvad vil udgøre en "perfekt" dag for dig?
5. Hvornår sang du sidst for dig selv? For nogle andre?
6. Hvis du havde mulighed for at leve, til du var 90 år og enten bibeholde dit sind eller din krop, hvad ville du så vælge?
7. Har du en hemmelig forestilling om, hvordan du vil dø?
8. Nævn tre ting du og din partner tydeligvis har tilfælles.
9. For hvad i dit liv er du mest taknemmelig?
10. Hvis du kunne ændre noget ved din opvækst, hvad ville det så være?
11. Brug fire minutter på at fortælle din livshistorie så detaljeret som muligt til din partner.
12. Hvis du kunne vågne op i morgen og have fået en hvilken som helst kvalitet eller evne, hvad ville det så være?

Andet sæt:
13. Hvis en krystalkugle kunne fortælle dig sandheden om dig selv, dit liv, fremtiden eller hvad som helst, hvad ville du så gerne vide?
14. Er der noget, du har drømt om at gøre i lang tid?
15. Hvorfor har du ikke gjort det?
16. Hvad er det største, du har opnået i dit liv?
17. Hvad vægter du højst i et venskab?
18. Hvad er dit mest værdifulde minde?
19. Hvad er dit værste minde?
20. Hvis du vidste, at du indenfor et år ville dø pludseligt, ville du så ændre noget ved den måde, du lever på nu? Hvorfor?
21. Hvad betyder venskab for dig?
22. Hvilke roller spiller kærlighed og hengivenhed i dit liv?
23. Del noget du anser for at være et positivt karaktertræk ved din partner. Del fem i alt.
24. Hvor tæt og varm er din familie?
25. Føler du, at din barndom var lykkeligere end de fleste andres?
26. Hvordan har du det med dit forhold til din mor?

Tredje sæt:
27. Lav tre sande "vi"-udtalelser hver. F.eks. "Vi er begge i dette rum, hvor vi føler os...".Færdiggør sætningen: "Jeg ville ønske jeg havde en, jeg kunne dele..."
28. Hvis du skulle være gode venner med din partner, hvad ville du så synes var vigtigt for ham eller hende at vide?
29. Fortæl din partner, hvad du godt kan lide ved ham/hende; vær meget ærlig denne gang og sig ting, du måske ellers ikke ville sige til en, du lige havde mødt.
30. Del en pinlig oplevelse fra dit liv med din partner.
31. Hvornår græd du sidst foran en anden person?
32. Fortæl din partner, hvad du allerede kan lide ved ham/hende.
33. Hvad hvis noget er for seriøst til, at man kan joke om det?
34. Hvis du skulle dø i aften uden mulighed for at kommunikere med nogen, hvad ville du så ærgre dig mest over ikke at have sagt til nogen?
35. Hvorfor har du ikke sagt det til dem endnu?
36. Dit hjem, inklusiv alt hvad du ejer, bryder i brand. Efter at have reddet dine husdyr og dine elskede, er der tid til at du uden risiko kan redde én genstand. Hvad ville det være? Hvorfor? Ud af alle personerne i din familie, hvis død ville du finde mest gruopvækkende? Hvorfor? Del et personligt problem og spørg efter din partners råd til, hvordan han eller hun ville takle det. Bed også din partner om at reflektere over, hvordan du lader til at have det omkring det problem, du har valgt.Se den oprindelige historie på Nytimes.com og læs hele den videnskabelige rapport af Arthur Aaron her.

Kilder: nytimes.com, aron.socialpsychology.org

Artiklen er oprindeligt bragt på altfordamerne.dk

LÆS OGSÅ: Videnskaben har bevist det: Derfor venter du så længe på den eneste ene
LÆS OGSÅ: Derfor er vores kærlighedsideal urealistisk
LÆS OGSÅ: Det sker der i kroppen, når du spiser kulhydrater