Ditte fik pludselig presseveer ude på toilettet – selv om hendes kæreste helst ikke ville være med til fødslen.
Jeg har døjet meget med plukveer, og tre dage inden min termin aftaler jeg med min jordemor, at jeg skal sættes i gang, hvis der ikke er sket noget. Min kæreste ønsker, ligesom ved fødslen af mit første barn, ikke at være der under selve fødslen, så vi planlægger, at han bare skal tage sig af vores søn, og så tager min søster og mor med.
To af mine veninder vil gerne se en fødsel (de har selv fået kejsersnit ved begge deres fødsler), og da min første fødsel gik nemt, tænker jeg, at de er velkomne til min anden fødsel. Jeg går og laver fondantkage, da vi skal holde min søns treårs fødselsdag dagen efter (på terminsdagen – det er jo så sjældent, at man rammer dagen).
LÆS OGSÅ: Hjemmefødsel: “Jeg ville have en unik oplevelse”
Jeg går i seng ved 23.30-tiden, fordi jeg er så irriteret over mine plukveer. De er så slemme, at jeg ikke engang kan sidde i sofaen. Klokkken tre om natten vågner jeg, da plukveerne gør virkelig ondt. Jeg går ned i stuen, stadig irriteret over de plukveer. Efter ti minutter tænker jeg, at det nok er mere end plukveer, så jeg ringer til min mor og siger, at de godt må komme.
Mærker presseveer på toilettet
Jeg kalder på min kæreste og beder ham hjælpe med at pakke. Det går ikke just efter mit hoved, og derfor prøver jeg selv at gå op ad trappen, men veerne er nu så slemme, at jeg ikke kan bevæge mig. Jeg begynder at få det rigtig varmt, og sveden løber ned ad panden på mig. Jeg begynder at tage mit tøj af for lige at tage et hurtigt bad, da jeg koger!
Da jeg står i undertøj på badeværelset, kan jeg godt mærke, at jeg nok ikke kommer ind i min mors lille, gule Kia, så jeg beder min kæreste om at ringe efter en ambulance. Jeg sætter mig på toilettet, da det kolde føles virkelig godt mod lænden. Da min kæreste få sekunder efter kommer ud med min telefon og spørger, hvad min kode er, kan jeg mærke, at jeg skal presse. Jeg siger, at han skal hente vores fold-ud-madras i stuen.
LÆS OGSÅ: Hjemmefødsel – I rolige og vante omgivelser
Da han kommer med den, siger jeg, at han er nødt til at få mig derned. Jeg har følelsen af, jeg slet ikke kan bevæge mig. Ingen af os kan huske, hvordan jeg kom derned, men det gjorde jeg. Da jeg kommer ned at ligge på ryggen, siger jeg, at han skal hente nogle puder. Jeg tænker, at jeg skal have puder i ryggen, så jeg kan presse. Og da han få sekunder efter kommer ud med puderne, har jeg lagt mig om på siden og taget fat i mit øverste ben og presset hovedet ud. Det eneste jeg kan sige er: ‘Du er nødt til at tage imod’.
Søn opdager storebrorgave
Han går ned for at tage imod, og i samme øjeblik får jeg endnu en presseve, og så er babyen ude cirka halv fire om morgenen, den samme dag som min søns treårsfødselsdag. Babyen kommer op til mig. Lige bagefter kan vi høre vores søn komme ned ad trappen. Min kæreste skynder sig at lægge et håndklæde over mig. Min søn kommer glad ned og ser straks sin storebrorgave i tasken, som vi var ved at pakke.
Jeg siger til min kæreste, at han skal ringe til min mor og fortælle, at babyen er kommet, men han mener dog, at vi skal ringe til ambulancen først. Min kæreste ringer efter en ambulance, og jeg ligger med min lille baby, og min søn sidder ved siden af og pakker storebrorgaven op midt om natten.
Tjekker kønnet sammen
Lige inden ambulancen ankommer, når jeg at ringe til min mor og veninder, og jeg kommer i tanke om, at vi ikke kender kønnet. I stedet for at kigge selv spørger jeg min kæreste, om han så, hvad det blev. Det gjorde han ikke, så vi kiggede sammen, og det var en lille pige.
Min mor tog med mig i ambulancen til hospitalet, mens min søster gjorde rent på badeværelset. Min kæreste trængte vist til at sidde lidt ned. Da kagen nu var lavet til min søns fødselsdag, holdt vi en lille fest for ham klokken 14.
LÆS OGSÅ: “Crazy” fødsel: Det tog tre dage og 36 sygeplejersker
LÆS OGSÅ: Fars fødsel: “Utroligt at jeg var så sikker og rolig”
LÆS OGSÅ: “Det var vildt at opleve en jordemor, der havde tillid til min krop”
Denne artikel blev oprindelig bragt i Vores Børn.
