48 år gammel, single og skruk. Sådan kunne man beskrive Jens Holste. Beskrivelsen er korrekt, men alligevel passer kassen ikke rigtigt.
Han er ufrivilligt barnløs, men har alligevel masser børn i sit liv. Han er alene, men ikke spor ensom. Han vil stadig gerne være far, men ikke for alt i verden. Og ikke alene.
Der er så mange børn i verden, som godt kunne bruge en ekstra voksen omsorgsperson i deres liv, mener han. Så det er dét, han er for venners børn, gudbørn og andre børn, der har brug for det.
- Jeg synes, der er et negativt aspekt i betegnelsen ”ufrivillig barnløs”. Jeg vælger at se på det sådan, at jeg har tiden, lysten og overskuddet til at være sammen med børn og være noget for de børn. Og når det ikke kan være mine egne, så vil jeg gerne kanalisere alt det over til nogle andre børn, som kan bruge mig og det, jeg har at byde på, i deres liv. Det giver mig værdi, og det giver børnene værdi.
Men den filosofi har han ikke hele tiden haft. Faktisk har tanken om egne børn ikke været noget, der overhovedet var i overvejelserne, før Jens Holste var i trediverne. Og først i fyrrerne opdagede han, at det var en drøm for ham at blive far.
- Det kan godt ærgre mig i dag, at det ikke lå mig på sinde noget før. Så havde sandsynlighede for, at jeg ville være blevet det nok været større, siger han og nikker, som for at understrege, at det er den skinbarlige sandhed.
Jeg bliver nok aldrig far
Først som 42-årig og ny-single gik det en martsdag i 2010 op for Jens Holste, at det var et vigtigt ønske for ham at blive far. Alene på dobbeltværelset i Nice, der var tiltænkt ham og ekskæresten, ramte det ham som en knytnæve i solarplexus, at han virkelig gerne ville have børn, men også at sandsynligheden for, at det ville ske, efterhånden var forsvindende lille.
- En aften da jeg sad på hotellet og zappede gennem kanaler, landede jeg tilfældigt på en udsendelse om familieliv, og pludselig kunne jeg mærke, at jeg blev virkelig ked af det. Det var ikke så meget fordi, at min ekskæreste ikke var der, eller at jeg savnede hende. Jeg havde det egentligt fint nok. Det ramte mig fordi, det gik op for mig, at det nok ikke længere ville komme til at ske, at jeg blev far. Tårerne trillede ned ad mine kinder. Det kom fuldstændigt bag på mig. Så stærkt har jeg aldrig følt ønsket før.
Nogle vil måske indvende, at Jens Holste stadig havde tiden foran sig dengang i Nice. Mænds slægtssikring lider ikke under den samme, stramme biologiske tidsramme om sig som kvinders. Men for Jens Holste har kæresterne aldrig hængt på træerne. Det tager tid at møde den rigtige, og mere tid at blive klar til at få børn sammen.
LÆS OGSÅ: Ufrivilligt barnløs: "Jeg følte mig ikke som en rigtig kvinde"
- Der går oftest går nogle år imellem mine parforhold. Og fra man starter et forhold op, og til det bliver så intenst, at man overvejer børn, går jo også noget tid. Derfor tænkte jeg nok, at det måske var sidste chance jeg havde i det forhold, jeg lige var gået ud af. Jeg vil stadig rigtig gerne være far, hvis muligheden byder sig. Men tanken om at være firs år, når jeg bliver far, ligger mig omvendt også meget fjern. Mit vindue lukker sig inden for de næste år, kan jeg mærke med mig selv.
- Jeg kan selvfølgelig stadig godt blive berørt af det, når jeg tænker på, at jeg nok ikke selv bliver far. Og jeg kan mærke, at jeg bliver meget rørt, når jeg for eksempel ser fødselsscener i en film, eller når mine venner bliver fædre. Men mest bliver jeg bare glad på deres vegne. Det må være meget en stor ting… Jeg er glad for, at jeg i dag har en lidt bredere tilgang til det med at have børn i mit liv, ellers var det jo for trist.
Børn er et plus
Med forårets komme 2011 var Jens Holste efterhånden helt ovre ekskæresten, og han havde også nået en stille accept af, at han nok ikke blev far i den biologiske forstand. Og mens forårssolen blev stærkere lyste en ny tankegang op i hovedet på ham.
Han ønskede sig brændende nogle børn i sit liv, men der fandtes andre måder at indfri det ønske på end ved at få sine egne. Børn gik fra at være et minus, og noget han manglede i sit liv, til at være et plus, et tilvalg, han ønskede i sit liv. Tanken havde ulmet længe i baghovedet, men pludselig kunne han virkelig se, de muligheder, der lå foran ham.
- En dag sagde en veninde til mig, at når nu jeg var så god til børn, om jeg så havde tænkt på at vende tankegangen om og i stedet være noget for mindre privilegerede børn, som ikke nødvendigvis er dækket helt ind på voksne i deres liv. Hun kendte til forskellige organisationer, der formidlede kontakt mellem børn og voksne for eksempel i mentorordninger.
LÆS OGSÅ: Mikael Kamber: "Så tag dog og fri til jeres kvinder!"
- Det gav vildt god mening for mig, for jeg har så meget andet at tilbyde et barn end bare gener. Derfor gik jeg hurtigt i gang med at kontakte forskellige organisationer for at få en mere meningsfyldt fritid og bruge min tid på nogle børn, som kunne trænge til en ekstra omsorgsperson i deres liv. Dem er der nemlig masser af. Siden har jeg være mentor for nogle unge og mødtes med dem og snakket med dem om skole og uddannelse og nogle af de krydsveje, man møder som ung. Jeg tilbringer også meget tid med mine venner og deres børn. Det er enormt stort for mig, at jeg får lov til at være en vigtig voksen i de børns liv. Mit fokus flyttede sig nok til de børn, jeg rent faktisk har i mit liv, i stedet for det faktum, at jeg højst sandsynligt ikke får mine egne.
Familiesurrogat
I dag deler Jens Holse rigtig mange gode stunder med børn sideløbende med alt det andet sociale, han foretager sig i singleklubber, forenings- og kulturlivet. Han har to gudbørn, som han ser regelmæssigt. Han har to meget tætte venner, der har fået børn, som han er lidt af en legeonkel for. Han er stadig tilknyttet organisationer, hvor han tilbyder børn og unge sin tid, viden og overskud. Og tidligere på året blev han voksenven for en treårig pige, som kun har sin mor. Hun savner en faderskikkelse i sit liv, og Jens Holste savner børn i sit. Moren er en veninde af en veninde. Nu mødes han jævnligt med pigen og hendes mor, hvor de alle tre leger på legeplads og hygger sig sammen i nogle timer.
- Det giver mig en enorm glæde at være sammen med børn og opleve dem vokse op og lege og udvikle sig. På en måde er det nok gået hen og blevet en slags familiesurrogat for mig. Jeg føler mig virkelig som en del af noget, når jeg så tit mødes med venner med børn om eftermiddagen til kaffe, og vi går tur og også spiser aftensmad sammen. Den slags dage gør mig altid glad, og når jeg tager hjem, så føler jeg mig opløftet og opfyldt af gode indtryk og barnelatter. Det er meget berigende for mig.
- Hvis jeg var en kvinde, ville man nok kalde mig skruk. Børn rører mig. Jeg kan fælde en tåre, når jeg holder en baby, der smiler til mig, og jeg kan få en hel klump i halsen, når min guddatter tager mig i hånden og spørger, om jeg kommer på besøg igen. At få lov til at komme ind i børns inderkreds på den måde er fantastisk smukt, og jeg føler mig privilegeret. Men jeg taget det også meget seriøst. Det forpligter, når man bliver lukket ind i et barns liv. Så skal man også mene det, at man vil være der.
Glæden og overskuddet driver tydeligvis Jens Holste og overskygger langt den tristhed, der en sjælden gang i mellem også kan opstå, når man er alene, mens alle vennerne har kærester og børn.
- Jeg husker især én gang, da en ven og jeg havde været på en endagstur til Malmø. Det var vinter, så da vi kom hjem, var det mørkt, men hans hus var oplyst i varmt lys. Dén dag, kunne jeg mærke et stik i hjertet, hvor jeg virkelig tænkte: ”Gid det var mig”, da jeg satte ham af og så ham gå ind i huset, hvor jeg gennem vinduet så hans datter komme springende og lyse op over at se sin far. Men oftest synes jeg bare, det er dejligt at have været sammen med dem og føler ikke et afsavn bagefter. Jeg kan godt lide at være for mig selv og er generelt ikke ked af at komme hjem til en tom lejlighed. Det er nok også en forudsætning for at kunne leve sådan, som jeg gør, og have det godt med det.
LÆS OGSÅ: Jonatan Spang: "Det med at stifte familie tager jeg helt roligt"
Singlemænd kan ikke blive alenefædre
Selvom Jens Holste er ret tilfreds med sin singletilværelse, og den måde han har fået indrettet sit liv på med børn omkring sig, så ærgrer det ham alligevel, at enlige mænd, der som ham er ufrivilligt barnløse, men både har et stort ønske og et stort personligt overskud, ikke har muligheden for at blive enlige fædre på samme måde, som kvinder har.
− Det er klart, at der er ting, der er anderledes for singlemænd end for singlekvinder. Det ville stort set være umuligt for mig at adoptere som enlig mand, selv hvis jeg ville. Og biologisk kan jeg heller ikke få barn selv, modsat kvinderne. Jeg ønsker ikke selv at blive alenefar, så det er ikke dét, der er min pointe. Men jeg kan godt synes, at det er uretfærdigt på et generelt plan, at mænd er fuldstændigt afskåret fra at få børn alene. Min frustration er ikke rettet mod kvinderne. Jeg synes det er rigtig godt, at de har muligheder. Jeg synes bare, det er synd, at mænd ikke har dem.
LÆS OGSÅ: Mor-bloggeren Trine blev forladt af faren til sin søn - nu blogger hun om at være alenemor
LÆS OGSÅ: Peter Mygind: "Dette skal mænd blive bedre til, når det kommer til kvinder..."
LÆS OGSÅ: Timm Vladimir: "Jeg kvajer mig stadig over for kvinder"
Artiklen er oprindeligt bragt i ALT for damerne.
