Svømmende fiskeøjne og taler som en fisk - og nej, fisk kan jo ikke tale. Sådan beskriver Thomas Skov Gaardsvig sig selv som fuld.

Danskerne er kendte for at være et folk, der elsker at få en tår over tørsten. Men de klogeste beslutninger tages ikke i fuld tilstand, fandt vi for nyligt ud af, og vi ved også, at de nære omgivelser påvirkes af vores alkoholproblemer.

Denne uge har vi talt med en interessant mand om, at det burde være mere accepteret at sige nej tak til alkohol, uden at man derfor stemples som en lyseslukker.

Thomas Skov Gaardsvig kan stadig ikke helt ryste af sig, at han var "praktikanten" på Anders Lund Madsens talkshow på DR for en evighed siden. Men nu er han blevet voksen og er aktuel med bogen med den flabede titel: 'Forskellen på mænd og kvinder er... 100 gymnastikposer' i slutningen af maj.

LÆS OGSÅ: "Jeg har en guilty pleasure for croissanter og unge piger"

Ud over at have bedrevet en bog, var Thomas Skov Gaardsvig utrolig fuld for nogle uger siden og postede i den forbindelse et indlæg på sin blog dagen efter, hvor han med slemme tømmermænd efterlyste en større accept af at tage en sodavand frem for en øl. Bare en gang imellem.

Vi har sat ham stævne for at blive klogere på, hvad han egentlig mener med det, og om han virkelig er så kedelig, at han helt vil droppe alkoholen?

LÆS OGSÅ: "Nogle gange er det bedre at klappe sig selv på skulderen og sige: Det var sgu flot klaret"

Hvad synes du generelt om vores drikkekultur i Danmark?
»Jeg synes, alkohol fylder for meget. Jeg har aldrig været til en fest uden, at alkoholen også har været inviteret, og ofte er alkoholen den første, man inviterer. Jeg kan sagtens forstå, at det kan være svært at finde ud af, hvor meget man skal drikke, når man er et ungt menneske, når man er opdraget med, at alkohol og fest hører sammen. Men jeg hylder, at man må drikke lige så meget, man vil i det her land - mit store problem er bare, at det kan være svært at blive accepteret, hvis man ikke drikker. Det er svært at fravælge alkohol uden at skulle stå til regnskab for hvorfor. Da jeg gennemførte et træningsprogram sidste år og måtte skippe alkohol i tre måneder, skulle jeg gentagende gange forsvare, hvorfor jeg ikke drak, og mindst lige så mange gange skulle jeg høre på kommentarer á la "Du kan da godt lige tage en enkelt".«

Hvor meget drikker du selv?
»Jeg drikker måske alkohol et par gange om måneden, og det svinger meget, hvor meget jeg drikker, når jeg drikker. Det kan være lige fra et enkelt glas rødvin til 'jeg har glemt alt-branderter'.«

Beskriv hvorfor du drikker.
»Det er som regel, når det akkompagneres af en hyggelig middag. Så er det måske en cocktail inden maden og vin under maden. Andre gange er det i forbindelse med fester, hvor den får fuld hammer. Jeg skrev mit blogindlæg dagen efter en kandidatfest for en ven, hvor jeg havde drukket ENORMT meget.«

Hvad drikker du typisk?
»Det er mest vin. Jeg kan også godt lide en cocktail i ny og næ. Jeg drikker ALDRIG snaps.«

Hvordan bliver du, når du bliver fuld?
»Når jeg bliver rigtig fuld får jeg sådan nogle fiskeøjne, der svømmer rundt i hovedet. Jeg taler også lige som en fisk. Så tænker du måske - kan en fisk tale? Nej, præcis - det er det, jeg mener.«

Hvad er det pinligste, du har gjort i fuld tilstand?
»Det har nok været til min første fest, efter jeg var blevet ansat i DR. En radioprisuddeling, hvor jeg blev SÅ fuld, at jeg smed mine nøgler væk og med gigantiske sår i hovedet og på hænder vågnede op i DR Byen dagen efter.«

Er der nogle situationer, hvor du synes, det er særligt rart at være bare lidt påvirket af alkohol?

»Nej.«

Er weekend for dig lig med, "så skal jeg være fuld"?
»Da jeg studerede, var hver weekend lig med at være fuld, og det var en del af at vokse op og blive klogere, og jeg har generelt haft mange sjove byture som har givet mig nogle gode minder med mine venner. I hvert fald de minder, der ikke er forsvundet i alkoholens tåger. I dag er weekenden ikke lig med alkohol længere. Det kan selvfølgelig ske, men der kan godt gå måneder imellem.«

Du har været ude og udtale dig om, at du synes, det skal være okay at sige nej til alkohol. Hvorfor synes du, det er vigtigt?
»Jeg synes, der er en tendens til at vi kigger skævt til dem, der siger nej til alkohol. Man skal i hvert fald have en overordentlig god grund, og det er ærgerligt. Der er jo ikke nogen, der skal svare på, hvorfor de vælger at drikke. Jeg har selv følt mig presset til at drikke ind imellem - før jeg blev bedre til at sige fra. Jeg har også selv været med til at presse nogen til at drikke alkohol - før jeg blev bedre til at tænke mig om.«

Har du selv sagt nej til alkohol i nogle situationer, hvor det var akavet?
»Det har aldrig været akavet, men det har skabt meget opmærksomhed. En enkelt julefrokost er foregået på vandvognen - det gav eddermanme mange spørgsmål og meget opmærksomhed. Mit råd til at alle, der tager i byen for at score, er: Forbliv ædru. Det er der damer/mænd/opmærksomhed i.«

Du skal snart være far, er begyndt at træne en del og spise sundere. Hvad har fået dig til at ændre livsstil netop nu?
»Mit træningsforløb gennemførte jeg lang tid, inden jeg vidste, jeg skulle være far, og siden det sluttede, har jeg været i et træningscenter to gange, så jeg kan ikke prale af at træne meget. Men det er klart, jeg er begyndt at tænke lidt over fremtiden nu, hvor jeg sætter en lille pige i verden. Jeg skal gerne opleve hendes børn vokse op.«

Er det ikke lidt kedeligt at være så fornuftig?
»Det handler bare om at leve, lige som du har lyst til. Hvis du synes, det er kedeligt at være sund, så lad være. Hvis du synes, det er kedeligt at lade være med at drikke alkohol, så fortsæt. Det eneste, der er vigtigt for mig, er bare, at vi lader alle andre leve det liv, de har lyst til.«

Beskriv de positive ting, du oplever ved at drikke mindre.
»Du tager bedre beslutninger. Du kan køre hjem. Færre tømmermænd.«

LÆS OGSÅ: Kan man som kvinde leve alene og alligevel være lykkelig?
LÆS OGSÅ: "Kære dagbog... Jeg var fuld og havde ingen modstandskraft"
LÆS OGSÅ: Julie Zangenberg: Jeg fester, når jeg ved, at jeg kan ligge død dagen efter

Artiklen er oprindelig bragt hos eurowoman.dk