Lisbet Dahl om at få børnebørn: Man skal holde sin kæft og ikke blande sig for meget

Hun kunne have valgt at fokusere på, at hun som étårig blev forladt af sin far. At hun senere blev flyttet hjem til ham, og at det ikke var nemt at bo lige der. Men skuespiller og instruktør Lisbet Dahl har valgt at fokusere på, at hun var et elsket barn. For det var hun også. Og hun ville ønske, at flere var klar over, at de ikke behøver være så triste.

Udgangspunkt

– Jeg er sådan lidt... voldsom, kan man sige. Jeg er lidt mandig. Jeg er lidt styrende. Og "lidt" er jo nok ikke det korrekte udtryk... Jeg er en typisk lederdame, og det har jeg det rigtig, rigtig fint med. De fleste andre har det også fint med det – ikke alle – men næsten. Jeg er sådan en, der tager beslutninger. Og mit udgangspunkt er hundrede procent min mor og min far. Når jeg siger det på den måde, så er det, fordi min mor og far blev skilt, da jeg var halvandet år. Jeg har for øvrigt altid været så meget sammen med min far, som det overhovedet kunne lade sig gøre, for min mor var moderne allerede dengang i 1948. Så jeg er et meget, meget elsket menneske. Et elsket barn. Jeg har enormt meget selvtillid, jeg tror, jeg er født med det, men jeg har ved Gud også fået det med mig undervejs af mine forældre og min bedstemor.

– Far var en fantastisk mand, han fyldte meget, han var en stærk person. Han elskede mig, selvom han egentlig ikke ville have børn – men det fik mor da gennemtrumfet. Betingelsen for at gifte sig med ham var, at hun ville have et barn. Han var 19 år ældre end hende og havde ingen børn, da de mødte hinanden. Mønstret var anderledes dengang.  Mænd syntes, at børn, nå ja okay, og så skulle det helst være en dreng. Det blev det jo så næsten også.

LÆS OGSÅ: Alexander Kølpin: "I dag er jeg rigtig glad for, at jeg ikke sagde: "Du kan bare skride, kælling"

– Jeg har en halvbror, som min far fik med sin nye kone. Jeg er tæt forbundet til min bror. Jeg har været sammen med ham i alle mine ferier, altid. Sådan, som jeg er vokset op som skilsmissebarn, burde alle skilsmissebørn vokse op. Jeg opdagede aldrig nogensinde, at mor og far var uvenner dengang, da de blev skilt, jeg har aldrig nogensinde hørt dem tale grimt om hinanden – eller til hinanden. Og det er fantastisk flot. Det var først, da jeg var en 18-20 år, at jeg tænkte ved mig selv, aj, der må sgu da have været et eller andet!

– Min mor, bedstemor og jeg var sådan en treenighed. Vi var tre meget stærke kvinder. Min oldemor har jeg aldrig kendt, men jeg vil vædde med, at hun også var en stærk kvinde. Min mor og min bedstemor fyldte meget. De talte meget. De forholdt sig til ting omkring dem. Og så blev de uvenner i en skrigende strøm. Min mor har helt hundrede været et forbillede for mig. Hun var et menneske på godt og ondt, og derfor synes jeg, at hun var en fantastisk forælder. Hun var min støtte, og jeg ville ønske, at alle børn kunne få sådan en mor. Men det kræver selvfølgelig også, at de får et barn som mig, for nu har jeg ligesom også selv fem børn, og selvom jeg forsøger at lave det samme mønster, så bliver det alligevel helt anderledes. For mine børn er ikke mig. Og jeg er ikke min mor. Jeg var heldig dengang. Men mor var også heldig, at hun fik mig, ha, ha.

– Jeg mistede min mor i 1985, og det var benhårdt. Det er slemt at miste sine forældre, synes jeg. Men hun havde ligesom brugt livet op. Og jeg er opdraget med, at selvom hun er død, så er hun her alligevel. Jeg kan da tale med hende, hvis det passer mig, men det er altså ikke noget, jeg gør til daglig. Lige da det var sket, syntes jeg, at det var forfærdeligt, at hun ikke var der mere, og når jeg kom i nogle pressede situationer, tænkte jeg, åh mor, åh mor, bare du var der, så ville jeg køre op forbi dig og spørge: "Mor, hvad skal jeg gøre?". Men så tænkte jeg, at hun ville sige: "Hør nu her Lisbet, det der, det klarer du med den ene hånd i lommen." Og så ville jeg tænke, pyh, hvor var det godt og bagefter føle, at nå, nu har jeg jo egentlig været hos hende.

Omdrejningspunkt

– Omdrejningspunktet har nok været mine børn, som er en del af mig selv. Og som jeg har mange af. Og som jeg elsker. Meget højt. Jeg er meget social, jeg kan godt lide at samle. Og jeg er fuldstændig bindegal med madlavning, det er min hobby. Derfor inviterer jeg sommetider mine børn eller andre, KUN for at lave mad til dem. Jeg kan bruge timer på at finde ud af, hvad de skal have, og hvad der vil se godt ud.

– Mine børnebørn er også mit omdrejningspunkt. Dem har jeg seks af. Min yngste søn er 24 år og mit ældste barnebarn er 25. At have børnebørn er ligesom at have lidt flere børn. Der er en eller anden klovn, der har sagt, at børnebørn er livets dessert, og det er jo ikke sandt. Sådan var det måske i gamle dage, sådan er det ikke mere. Når dine børn får børn, så får du selv flere børn. Og jeg siger ikke det her som nogen anklage overhovedet, jeg siger det som en glæde og en fornøjelse. Og så er det da også en udgift, men det er ens børn jo også. Det er ikke så tit, jeg passer mine børnebørn, for når jeg arbejder, har jeg rimelig meget arbejde. Jeg er ikke sådan en mormor, hvor mine børn siger, jamen så kan du lige passe de næste fem dage, for jeg er som regel ikke hjemme de næste fem dage.

– Mine tre første børn er født i 1966, 67 og 70, og så har jeg to fra 84 og 90. Jeg har nok været en anderledes mor for de yngste, end jeg var for de ældste, for jeg arbejdede meget mere, da jeg fik de ældste. Da jeg fik de yngste, havde jeg min karriere og tingene kørte. Jeg har forsøgt at holde dem hjemme alle sammen og ikke sætte dem i vuggestue og børnehave. Jeg har haft ung pige i stedet for. De to yngste kom dog i børnehave, for pludselig var der ingen på vejen at lege med, men de ville hellere være hjemme. Da min ene søn begyndte i skole, var der en lærer, der sagde, at det var synd, han ikke var blevet social, fordi han ikke havde været i børnehave. Det er sgu da ikke synd, sagde jeg, det lærer han jo nu – hold nu op!

– At få børn fylder frygtelig meget i ens liv. De ER jo ens liv. Ens baggrund. Hele ens sjæl. Selvom man nogle gange bliver sur og uvenner, så er det jo småtterier, det er bare livet. Og så er det fantastisk at se sine børn få børn. Man skal bare huske at holde sin kæft og ikke blande sig for meget. Det KAN jeg godt, hvis de ikke er her for længe ad gangen, ha, ha. Men somme tider kommer de og slår sig ned for tre måneder. Det er skide hyggeligt, bortset fra, at jeg så ikke kan se det fjernsyn, der passer mig. Så skal jeg se "Årets model", eller hvad det nu hedder. Men det er lige meget. Det er uvæsentligt. Jeg er stolt af, at de overhovedet gider være her.

LÆS OGSÅ: Anders Agger: Når hende, man ikke kunne leve uden, bliver hende, man ikke kan leve med

Vendepunkt

– Jeg har ikke nogen vendepunkter i mit liv. Eller rettere – der er ikke noget, jeg kalder vendepunkter. Vendepunkter er jo bare det, som livet gør ved en stort set hver dag. Min natur er enormt positiv, og jeg dvæler ikke særlig meget ved negative ting. Jeg dvæler faktisk slet ikke ved dem. Det betyder ikke, at jeg ikke behandler dem og ikke har dem med mig, men jeg lader mig ikke gå på af negative ting. Når jeg er ude i landet og holde foredrag om mit liv, er der flere gange nogen, der har sagt: "Du må da have haft det hårdt?" Og så siger jeg ja, jeg kan godt fortælle jer om mit liv med nogle helt andre briller på. Jeg kan fortælle nøjagtig det, jeg lige har fortalt på en helt anden måde, men det er bare ikke sådan, jeg opfatter livet. Jeg kan fortælle om min opvækst som det stakkels lille barn på halvandet år, som bliver forladt af sin far. Og om moren, der senere flytter sammen med en anden skuespiller, hun bliver forelsket i og må leve det forhold ud, hvorpå jeg bliver anbragt hos min far og hans kone, som ikke decideret havde forstand på børn. Men det er bare ikke det, jeg husker!

– Jeg er et privilegeret menneske, som har haft et par ture i mit liv. Og jeg er et lykkeligt menneske. Fordi jeg har valgt det. Jeg valgte det ikke fra starten, men på et eller andet tidspunkt i mit liv fik jeg den her fornemmelse af, at hold da kæft, hvor har jeg det godt! Hvor er jeg heldig. Så gik årene, og så opdagede jeg, nej, jeg er ikke heldig, jeg har selv valgt det. Vi kan vælge at være lykkelige mennesker, og jeg ville ønske, at rigtig mange mennesker var klar over, at man ikke behøver at være trist. Man behøver ikke være ulykkelig. Man behøver ikke føle sig forfulgt. Man kan bare vælge at være lykkelig. Min mor sagde altid til mig: "Lykken ligger foran dig i en lige rød tråd. De fleste mennesker zigzagger frem og tilbage over den røde tråd, det skal du lade være med. Du skal bare følge den røde tråd. Det er meget, meget nemmere." Og det er jo rigtigt! Så gør det dog. Så følg dog lykken. Lad være med at følge alt det andet.

– Tænk, mens du lever, og kom videre, mens du lever. Sådan tænker jeg. Og find ud af, hvad der morer dit publikum. Jeg fandt ud af det, før jeg overhovedet stod på en scene. Jeg underholdt også i skolen. Ikke på scenen – det var jeg for genert til – men i timerne i klassen. Jeg kunne ikke lade være med at se det morsomme i alting, og jeg kunne ikke lade være med at sige det højt. Jeg var nok det, som mange lærere dengang kaldte for næsvis. Jeg var lidt for rapkæftet, men jeg kunne ikke lade være. Jeg syntes, det var så sjovt. Det sociale ved skolen var skønt, alt det andet kunne jeg simpelthen ikke holde ud. Jeg kunne godt lide de lærere, der havde humor. Dem fortalte jeg vittigheder. Både min mor og far havde arbejdet med revy og lystspil, så vittigheder var noget, der var i høj kurs hjemme hos mig. Jeg har altid haft det sådan, at jeg elsker at underholde. Jeg elsker latteren. Latteren er sund. Der er nogle mennesker, der låser sig inde i negativitet, og det er så synd for dem, og det er synd for os andre, der skal høre på det. Jeg får lyst til at kilde dem, hvis ikke jeg syntes, det var så ondt, ha, ha.

Nulpunkt

– Det var et nulpunkt, da Preben (Kaas, Lisbets daværende mand, red.) tog sit eget liv i marts 1981. Jeg blev ældre af det. Jeg blev voksen. Det var meget voldsomt for mig. På alle måder. Det er det mest voldsomme, jeg har oplevet i mit liv. Jeg havde intet overskud bagefter. Og der gik næsten tre måneder, før jeg blev klar over, at jeg var nødt til at gå til psykolog. Indtil da spillede jeg bare i Tivolirevyen hver aften og fik meget ros. Alt var fuldstændig sort-hvidt i den periode, for når jeg var hjemme, lå jeg bare i min seng. Mine børn betalte prisen for det. Jeg passede dem jo, og der var mad til dem, men jeg kunne ikke tage mig rigtigt at dem. Det var sgu svært. Det var først i slutningen af juli, at jeg pludselig vågnede op en morgen og tænkte: "Du skal også huske, at det var en udfordring at leve sammen med Preben". Indtil da havde alt om Preben været udelukkende positivt i mine tanker. Jeg begyndte at komme ovenpå igen, jeg kom igennem den svære, svære tid, og det er egentlig først bagefter, at jeg har tænkt: "Orv, hvor var det egentlig hårdt". Mens man er i det, er det bare noget, der skal klares.

LÆS OGSÅ: Sover du dårligt og er ofte syg? Her er 14 stresstegn, du ikke må ignorere

– Preben var noget helt specielt for mig. Han lærte mig så meget. Jeg var sammen med ham i Cirkusrevyen fra 1974 og til 1977, så solgte han den. Jeg havde gået bag ham, set hvordan han styrede revyen – og da jeg overtog den i 1985, kørte jeg den, som jeg havde set Peben gøre det. Der var sgu nok ikke nogen af os to, der dengang havde troet, at jeg en dag skulle være den, der styrede det hele, ha, ha, men hvis Preben sad her ved siden af mig i dag, ville han garanteret sige: "Joh, det havde jeg sgu nok på fornemmelsen".

Svage punkt

– Min styrke er vel mit svage punkt og det, som jeg altid forsøger at korrigere, så jeg ikke kommer til at fylde for meget på de forkerte steder. Men faktisk er det skide irriterende. Kan man ikke bare få lov til at fylde alt det, man egentlig fylder? Det kan jeg vel i grunden også, og det gør jeg vel højest sandsynligt allerede. Jeg tror bare selv, at jeg er så god, at jeg er i stand til at irettesætte mig selv, men det er jeg sgu nok ikke. Og en dag bliver jeg måske så gammel, at jeg bare er helt ligeglad. Så er jeg bare skide irriterende hele tiden. Måske er jeg det allerede...!

– Alder er noget, man ikke rigtig kan komme udenom. Det er noget, som man koncentrerer sig om på visse alderstrin, og så går det væk igen. På et tidspunkt tænker man, gud, jeg har fået en rynke. Nå, så går der 10-15 år, og så tænker man, gud, nu har jeg fået fem rynker. Hvis man er heldig. Måske har man fået 27. Alder kommer ligegyldigt hvad, og jeg synes, at man skal forholde sig til det. Jeg ville gerne se ud, som jeg gjorde, da jeg var i 40'erne, men det gør jeg så ikke. For noget tid siden sad jeg og så oscaruddelingen, og jeg blev sgu så ked af det, da jeg så alle de smukke skuespillerinder komme ind. De var alle opereret, og de så bare så mærkelige ud. Hvis jeg fik nogle øjenlåg, der hang ned og generede, så kunne jeg godt finde på at få dem hevet op, men jeg ville ikke have dem hevet op, så jeg ikke lignede mig selv.

– Jeg har aldrig været bange for at se grim eller sjov ud på scenen. Det er skønt. Jeg tror, at det har noget med selvtillid at gøre. Jeg er sikker på, at jeg er bedårende ligegyldigt hvad, ha, ha. Nej, det skal der ikke stå! Men min styrke kommer indefra. Det er indeni, jeg skal være et ordentligt menneske. Jeg skal tænke på andre og alt det der. Hvilket jeg ikke altid gør, for det er der ingen mennesker, der gør, men jeg prøver på at holde mig til det. Det har jeg lært hjemmefra. Jeg har aldrig været gudeskøn. Jeg har været en køn pige, men jeg har aldrig været smuk. Og jeg tror måske, at smukke mennesker bliver behandlet på en anden måde. Ud fra deres skønhed.

– Det er måske også dem, der har det svært ved at komme til at se ældre ud. Næste år bliver jeg 70, og jeg synes, det er fantastisk. Der skal være fest. Vi er ved at lave Korsbæk ude på Bakken, og jeg kunne godt forestille mig, at jeg lavede en eller anden ting på Postgården. Det kunne virkelige være sjovt at fylde hele Korsbæk. Det er bare så dyrt. Jeg har også tænkt på at invitere alle til Kreta en uge, men det kan jeg ikke, for

jeg har fødselsdag i april, og der er vi i gang med prøverne på Cirkusrevyen. Hvis vi skulle til Kreta, så skulle jeg vente til september med at feste, og hvem gider det?

Artiklen er oprindeligt publiceret på www.altfordamerne.dk