Seneste skud på det stadigt større danske marked for malebøger til voksne er »Kinky malebog«, mens der kan males på tandlægebesøg og andre ubehagelige hverdagsoplevelser i nye internationale udgivelser.

Enten tilbringer horder af voksne mennesker masser af timer i selskab med farveblyanter og malebøger, eller også ender tonsvis af malebøger ubrugte og hengemte. For malebøger til voksne mennesker sælger, og sådan har det været siden foråret, hvor bøgerne indtog bestsellerlisterne rundt omkring i verden.

På amazon.coms aktuelle liste over de 20 bedst sælgende bøger er hele otte titler malebøger til voksne.

Det drejer sig blandt andet om Johanna Basfords malebøger, der har gået sin sejrsgang over hele kloden og også udkommet på dansk med titlerne »Den hemmelige have«, »Den fortryllede skov« og »Det forsvundne ocean«.

Malebøger med flora og fauna og deltaljerede mønstre har i høj grad været med til at udbrede malebogsfænomenet. Men i kølvandet på de ofte meget yndefulde motiver er en vidtforgrenet underskov af malebøger, der peger i alle mulige retninger rent genremæssigt, vokset frem.

Blandt de nyeste danske udgivelser er »Kinky malebog« af svenske Magnus Frederiksen, som tegneserieforlaget Cobolt udgiver.

»Der er flere årsager til, at vi udgiver »Kinky malebog«. Først og fremmest synes jeg, at den er sjov og fræk. Vi udgiver normalt ikke malebøger, men da vi aktuelt forsøger os med et par andre erotiske udgivelser, synes jeg, at den passede godt ind i vores program, og vi vil gerne være med på bølgen med malebøger,« siger Cobolt-redaktør Pernille Arvedsen.

»Kinky malebog« indeholder tegninger af en række temmelig eksplicitte seksuelle scener af yderst varierende karakter. Fra S/M til trekanter og diverse former for sex, der kræver kostumer. Derudover byder »Kinky malebog« også på en række opgaver, der er velkendte fra børnebogsuniverset, som for eksempel nummererede prikker, der skal forbindes for at mane et motiv frem.

Farvelæg Løkke Rasmussen og Kjærsgaard

Når man skuer ud over de danske grænser, er det næsten kun fantasien, der sætter grænser for indholdet i en række nye malebøger, som kommer til at ligge klar i julehandlen.

BBC har netop udgivet en »Doctor Who«-malebog med scener fra den klassiske TV-serie, mens det populære »Game of Thrones«-univers også har kastet en malebog af sig for ganske nylig.

Også Labour-lederen Jeremy Corbyn har hovedrollen i en malebog, mens vi danskerne kan farvelægge Lars Løkke Rasmussen, Pia Kjærsgaard og mange andre i »Politisk malebog«.

Psykolog Lars Nørgaard har tidligere forklaret i Berlingske, at han mener, at malebøgerne trækker i os, fordi vi flygter fra en presset hverdag, når vi afstresser med farvelægning, og at vi på samme tid foretager en mental tidsrejse tilbage til barndommen.

Hvis man griber tuscher og farveblyanter med det formål, er det nok bedst at holde sig fra malebogen »This Annoying Life« med undertitlen »A Mindless Colouring Book for the Highly Stressed«, som allerede er et salgsmæssigt hit, selv om den endnu ikke er udgivet, men blot på trapperne.

»This Annoying Life« indeholder motiver med stressende og angstprovokerende hverdagsscener fra voksenlivet som tandlægebesøg, indkøbsture til Ikea og det at dele seng med en snorker.

Tegneren bag »This Annoying Life«, Oslo Davis, er da også kritisk over for de kreative og terapeutiske gevinster ved malebøger, men han erkender, at det kan virke beroligende at farvelægge siderne, og har udtalt til The Sydney Morning Herald:

»Det er den visuelle pendant til at nynne en Taylor Swift-sang eller tygge tyggegummi.«