Mascha Vang: 'Hvis jeg var helt blæst i knolden, tror jeg ikke, det havde varet ved'

Mascha Vang har fået 15 minutters berømmelse til at vare i 15 år.

Du lagde formentlig mærke til Mascha Vang med de store bryster og blonde hår, da tv-programmet Paradise Hotel rullede over skærmen, ligesom hun i 00'erne var svær at overse på forsiderne af mandemagasinerne M! og FHM.

Faktisk var hun en ægte kioskbasker, der har været kåret som den ottende mest sexede kvinde i verden.

I dag er der over 400.000 unikke brugere, som hver måned besøger hendes blog, i 2013 var hun Danmarks mest googlede person. Hun taler stadig klingende nordjysk og dropper at krydse benene, når hun for alvor slapper af i sofaen på sit kontor midt i København, hvor jeg møder hende til en samtale om hendes rejse fra ukendt til at leve af at være sig selv.

LÆS OGSÅ: Lotus kæmpede med anoreksi i 12 år: "Jeg levede af Cola Light og salte fisk"

"Jeg sad hjemme i køkkenet i Byrsted i Nordjylland og tænkte, hvornår sker det, der skal ske? Jeg havde den mest idylliske opvækst med mor og far, der var sammen, ude på landet, en fantastisk lillebror og alle mine bedsteforældre. Alligevel følte jeg mig fanget, og følte, at jeg stak helt vildt ud.

Sneg mig over til naboen og lavede et kald på deres telefon, uden nogen så det. Så drejede jeg nummeret til lufthavnen og spurgte, hvad en billet til Beverly Hills kostede. Havde set serien fra ende til anden, og det eneste jeg ville var at være pæn og komme i fjernsynet. Min far syntes, der var mange andre ting i verden, jeg burde bruge min tid på i stedet.

Min morfar var sådan en, der filmede alt, og det er jo så pinligt den dag i dag at se, at jeg som fire-årig ikke ville have andre børn med på optagelserne, når jeg cyklede eller gyngede. Hvis min kusine kom og ville være med, så gik jeg demonstrativt væk – "kom morfar – og så gik vi et andet sted hen og filmede mig.

Kan godt forstå, at mine forældre har tænkt "jøsses", når jeg stod ude i krydset ved vores hus i Byrsted og løftede kjolen som lillebitte pige, så de fem billister, der kom forbi på en hel dag i det mindste så mig. Hvis man ikke så mig i krydset, har sørgede jeg for i en alder af 10 år at dokumentere mit udseende med en lang række selfies – før fødselsdage og fester, måtte mine forældre sige til alle med et kamera "husk lige at få taget et par billeder, før Marianne opdager det, ik?"

Jeg var omkring 20 år, da jeg skiftede navn.

Min mor har altid syntes, jeg skulle hedde Mascha. Men min far fik lov til at bestemme, at det blev Marianne. Jeg har altid gerne ville hedde Mascha, men det måtte jeg ikke, så da jeg fik en pony som lille, kom den til at hedde Mascha.

LÆS OGSÅ: Mascha: "Jeg blev en ny person, da jeg skiftede navn"

Jeg havde ikke råd til at flytte hjemmefra, men som 16-17-årig flyttede jeg ned i et hus, mine forældre ejede et par huse væk fra deres eget. Der stod en kasse på mit værelse i Byrsted, jeg kom alle de ting i, jeg ikke ville hænge op, så længe jeg boede der. Det var puder, ting til væggen. Fede og pæne ting, som jeg gemte, til jeg kom væk derfra.

Det var først, da jeg flyttede til Odense med min kæreste, at tingene kom op af kassen, og jeg følte, jeg var kommet rigtigt hjemmefra. Så så jeg, at jeg med programmet Villa Medusa (et reality show sendt af TV Danmark i 1999 og 2000) kunne komme på skærmen. Jaer!! Min kæreste syntes, det var frygteligt, men det var præcis, hvad jeg ville.

Men i Villa Medusa var jeg et nervevrag. Jeg havde villet det så meget, men så stod jeg pludselig midt i det. Fandt ud af, at jeg havde levet et overbeskyttet liv hos mine forældre, mens andre kom fra Sydhavnen, havde haft stofmisbrug inde på livet eller bare andre ting, jeg nærmest ikke havde hørt om. Så der sad jeg, som var jeg pakket ind i vat, og kunne ikke holde til det.

Min kæreste lignede lidt Tom Cruise og var bestyrer på nogle tankstationer. Da jeg kom hjem fra tv-optagelserne, var han vist blevet fyret eller havde fået nyt job, så vi flyttede til Næstved. Jeg havde både været på Handelsskolen i Aalborg, kosmetologuddannelsen i Kolding, og nu gik jeg på frisørskole.

Men jeg ville bare gerne til København, så da jeg fik tilbudt et elevjob af Helle Bahne (i butikken af samme efternavn) forhandlede jeg om lønnen – haha, jeg har vist altid været god for en forhandling – og så insisterede jeg på at arbejde på Fisketorvet og ikke i butikken i Næstved.

Jeg stod op klokken fem og var hjemme klokken 23. Men jeg brugte gerne alle dagens timer for at være fri for at være i Næstved. Ledte og ledte efter lejlighed i København, men jeg havde ikke råd til noget.

Jeg flyttede til Brønshøj med en kæreste. Så splittede jeg op med min kæreste. Og så skulle det være. Men så er jeg jo også en lille luksustøs, ik?

Jeg googlede luksusudlejning – det var der fandeme noget, der hed – det var herskabslejligheder på Frederiksberg med guld i opgangen. GULD I OPGANGEN!! Og selvom vi boede fem piger sammen, og jeg egentlig 'kun' havde 17 kvadratmeter til 6000 kroner i 1990'erne, er du så klar over, hvordan jeg havde det, når jeg skulle skrive min adresse "Gammel Kongevej 127!"? Iiih!

I København arbejdede jeg for et modelbureau for piger, der ikke rigtig havde målene til at blive modeller, men som tog ud til events, kom op af en fødselsdagskage for Kronprins Frederik og den slags. Det hed "Girl Squat". Bare at gå med posen med logoet på var fedt.

Jeg var ved at blive "Mascha", jeg kom på forsiden af M!, havde fået større bryster, og det jeg stadig allerhelst ville var at lave billeder som Pamela Anderson og Marilyn Monroe.

Og at være på forsiden af Playboy. Da jeg blev kåret som den ottende lækreste kvinde i verden efter at have været på forsiden af det internationale magasin FHM, var jeg til fester i Playboy Mansion flere år i træk. Tror det var i 2009, 2010 og 2011. Men på forsiden skulle man smide alt tøjet, og det ville jeg ikke.

Selv brugte jeg meget tid på at skabe en illusion med de billeder og programmer, jeg lavede. Det var tanken, at det skulle være en leg og gerne måtte gå over "stregen". Sådan har det altid været. De billeder jeg fik taget skulle ikke være med sådan en "kom og knep mig"-attitude eller ligne virkeligheden, jeg har altid godt kunne lide og have lidt charme. Mange har syntes, det var vildt åndssvagt.

Jeg gjorde det ikke for mændenes skyld men for min egen, og jeg kan blive godt træt af snakken om, at kvinder ikke selv bestemmer. Jeg har også sagt mange ting, som skulle forstås selvironisk, men hvor jeg blevet opfattet som den dummeste blondine.

LÆS OGSÅ: "Jeg går ind for ligestilling, men jeg går ikke ind for ensartethed"

I dag har jeg fået 15 minutters berømmelse til at vare 15 år. Hvis jeg var helt blæst i knolden, tror jeg ikke, det havde varet ved.

Jeg tror, mange læser min blog, fordi jeg giver et umiddelbart og lige til billede af, hvordan jeg er. Jeg leger ikke længere med illusionen, men giver mig selv råt. Omvæltningen er kommet lidt af sig selv. Og især i forbindelse med da jeg blev mor.
De første ti dage lå min datter i kuvøse på hospitalet. På bloggen havde læsere fulgt med i min Louis Vuitton taske, der var pakket med lyserød champagne og kransekage med løserøde hjerter, min mormor havde lavet.

Alt var klappet og klart til det lille vidunder, og alt gik stik modsat af, hvad vi havde forventet.

LÆS OGSÅ: Mascha Vang: "Det var en hård skilsmisse"

Min datters far og jeg gik fra hinanden efter tre måneder, hun havde kolik. Mine veninder turde ikke komme på besøg. Der var ingen, der kunne holde ud at være i nærheden af os. Hun skreg og skreg i flere timer til hun til sidst ikke havde mere stemme, og jeg tog mig selv i at tænke, at det var dæleme dejligt, hun var stille. Men hun lå bare der med åben mund og skreg uden stemme.

Der gik et år og tre måneder, hvor vi var indlagt undervejs, fordi lægerne syntes, vores situation var uoverskuelig.

Jeg havde da tanker om at hoppe ud over altanen, men jeg var også klar over, det var fordi, jeg var psykisk udkørt over ikke at have sovet eller spist i lang tid. Det var sådan en følelse af, at øjnene trak sig ind i hovedet, det sortnede og snurrede i maven, troede aldrig, jeg skulle blive glad igen. Tænkte, hvordan kan man have så fysisk ondt i kroppen, når det er inde i hovedet, det foregår?

Jeg havde glædet mig til at få et barn, lege familie og gøre de ting, alle andre gør.
Det har gjort mig meget mere selvstændig, meget mere hård og meget mere blød.

Jeg kan næsten ikke holde til at læse nyheder om verden, fordi min datter i dag ligger i smørhullet og er sund og rask nu. Og samtidig er min bullshit-detektor i den grad blevet slået til. Jeg gider ikke længere det drama, jeg syntes, var sjovt engang. Og selvom materielle ting stadig er fede, betyder det ikke længere alverden, hvad folk ser mig med.
Jeg vil hellere have en kæreste med en fed personlighed end det rigtige Rolex-ur.

Mange kiggede mærkeligt, da jeg blev kærester med Andreas (komikeren Andreas Bo). Han kan få mig til at grine, og jeg kan få ham til at grine. Han har substans og livserfaring, som jeg synes er enormt charmerende. Og så er han den "det gør vi da lige"-agtige type af os to. Han lånte bil og båd ud, da vi var på ferie i sommer, hvor jeg stod ved siden af og spurgte "hvad så med forsikringer og pension og så videre og så videre."

LÆS OGSÅ: Vibeke Windeløv: "Jeg fortryder sjældent et ja, men et nej kan martre mig i årevis"

Jeg tror ikke, der er mange, der ved, at jeg har sceneskræk. Det er jo mærkeligt, når jeg kan sidde og skrive om mit liv til flere 100.000 mennesker. Men jeg kan ikke holde foredrag eller uddele en pris til et awardshow. Til gengæld er der slet ikke noget problem, når det er foran et kamera, for der er alle de rigtige mennesker, der kigger på mig, ikke lige foran mig. Når de er lige foran mig, kan jeg jo se deres reaktioner, og det bliver jeg meget påvirket af.

Men bloggen. Jeg kan ikke forestille mig noget, jeg hellere vil lave. Jeg skrev engang for MSN Starlounge, men så lukkede det, og jeg begyndte at skrive på min Facebookprofil. Det var bare ret generende for folk, tror jeg. Jeg ville jo gerne skrive noget langt, kommentere på hvad folk skrev og skrive endnu flere indlæg.

"Se hvad jeg laver, se hvad jeg har fået, se hvad jeg gør."

Men jeg tror ikke, jeg vidste hvor populær min blog var, før BT ringede og sagde, jeg var den mest googlede person i 2013. Jeg var jo bare flyttet fra København til Middelfart med min datters far, drønkedede mig og skrev derfor mere og mere.

Nogen vil måske mene, jeg udstiller mit liv. Jeg føler, jeg tager folk ind og delagtiggør dem i mit liv. Men jeg føler heller ikke, der er så mange, der følger med; Min kæreste læser også altid min blog, og så bliver jeg sådan helt: "Så går du derind og læser min dagbog, det kan du da ikke være bekendt!". "Hehe, så skal du så måske lade være med at lægge det op," siger han så.

Nu når vi har været på ferie, og jeg har lagt meget på bloggen, så tænker jeg, er det nu forkert? Jeg kan tit føle, at man i Danmark skal passe på mange ting. Der er meget jantelov, man må ikke have det for godt, man må ikke have det for sjovt.

LÆS OGSÅ: "Jeg er fuldstændig uinteresseret i bryster. Jeg er besat af røv"

For eksempel ville min datter vildt gerne have en bikini, og det har ikke noget med at gøre med, at hendes bryster skal dækkes, det handler bare om, at hun gerne vil se smart ud i det, hun nu synes er smart. Jeg synes, hun er så sød og charmerende. Hun er en del af mig, og det er sådan, jeg er.

Alt har en tendens til at skulle psykoanalyseres.

Skal jeg så lade være, fordi tænk nu hvis om femten år..... skal jeg så lade være? Hun får for eksempel også en god børneopsparing, for de indlæg med hende, det får hun da selv. Jeg er godt klar over, hun er mere i rampelyset, end andre børn. Men der findes også rigtig mange andre børn, der er med i reklamer, er modeller og lignende. Og sådan er udviklingen bare, og nogen gange skal man lade være med at være bange for, at det bare er sådan, tingene udfolder sig. Så længe min datter falder i søvn og er pisseglad hver aften, så må hun nærmest det, hun vil.

Tror alle forældre gør et eller andet, der er åndssvagt på den ene eller anden måde. Jeg er en slave af min telefon. Jeg bliver så forudrettet, når andre sidder med deres, men lige så snart jeg ser mit snit til det, så, haha, suser jeg ud på toilettet og tjekker min egen, uden nogen ser det.

Det er mit arbejde og levebrød at være på nettet, og det synes jeg selv er en god undskyldning. Føler mig alene, når jeg ikke har internettet, for det er der, jeg faktisk føler mig allermest social.

Jeg vil hellere bruge hele dagen på at hoppe efter wifi i stedet for bare at sige "fuck it, nu hygger vi." Det kan jeg ikke. Men hvis min datter gerne vil lave noget andet, så synes jeg, det er pinligt, hvis hun fortæller mig, jeg skal lægge telefonen. Så ryger den væk med det samme.

LÆS OGSÅ: Fie tabte sig 70 kilo: "Det er meget snæversynet at sige, at slank er lig med lykkelig"

Det er annoncekroner, jeg tjener penge på. Bannerreklamer. Annonceartikler. Konkurrencer, som også kommer læserne til gode. Fra bloggen har jeg så lavet ClubMascha, som arrangerer spaophold, og min webshop. Jeg snobber ikke rundt med noget. Men lægger heller ikke skjul på, at jeg tjener penge på det. Det ville slet ikke kunne lade sig gøre at blogge, som jeg gør, uden at jeg tjente penge på det.

Jeg er helt afklaret om, hvordan jeg driver min blog som en forretning, det er meget professionelt for mig. Får henvendelser nok til, at jeg kan sige ja og nej til det, jeg har lyst til. Det er som regel ting, der alligevel indgår i min hverdag, og som jeg alligevel skal bruge, jeg vælger at takke ja til at skrive om.

Jeg føler mig så heldig, når jeg står op med min datter om morgenen, kan nusse så længe jeg vil, aflevere hende ved 8:30-tiden, dufte til græsset og komme ind på et arbejde, jeg selv har skabt. Et liv, jeg selv har designet.

Jeg kan sidde og vente på, at der er nogen der kommenterer et eller andet med at det er sødt eller sjovt eller flot, det betyder helt vildt meget for mig, jeg kan sådan sidde og opdatere browseren for at se, om der er nogen, der har skrevet noget nyt. Det er ikke bare envejskommunikation – se mig, se mig – jeg føler vitterligt, det er venindeskab, og jeg kan altså sagtens huske navnene på mine læsere: og deres historier.

Og så synes jeg helt og aldeles, jeg selv må bestemme, hvad jeg bruger mine penge på. Så de går både til sko fra Chanel og en kvart million til kræftramte børn.

Jeg kommer aldrig til at bo i LA.

Det er ikke det løb, jeg vil køre mere. Da jeg var lille, besøgte jeg København, gik på Strøget og syntes, det var stort. I dag har jeg kontor her. Når jeg har ventet en halv time på en parkeringsplads, så føler jeg ikke, at det er fedt, men når det hele flasker sig, jeg går fra metroen og kaffemanden vinker, så er jeg, hvor jeg gerne vil være.

Jeg kan rigtig godt lide at blive genkendt, det er trygt, det er ligesom, da jeg var lille i Byrsted. På den anden side af Jorden, kan jeg godt føle mig lille, som om jeg forsvinder i mængden. Det er lidt skræmmende. Men København er blevet, som Byrsted var, jeg er bare der, hvor jeg gerne vil være som person. Men jeg tror ikke, Marianne havde regnet med, at Mascha reelt ville komme til at sidde lige her."

Artiklen er oprindelig bragt hos eurowoman.dk