Topmodel har oprettet en Instagram-profil til sin nyfødte. Er det ok?

Der er ikke noget nyt i kendisbørn, der sidder på forreste række til de store internationale modeshows. Kim Kardashian og Kanye Wests datter North West har en fast plads på mors skød, når der er opvisninger under modeugerne, og Victoria og David Beckhams unger er også hyppige front row-gæster. De velklædte it-kids stjæler rampelyset fra deres forældre. Nu har en ny fashion-baby meldt sin ankomst: Byd Ioni James Conran velkommen. Hun har endnu ikke set sit første modeshow. Til gengæld har hun allerede som tre uger gammel en Instagram-profil med mere end 27.000 følgere.

Ionis mor, topmodellen Coco Rocha, er kendt for sit flair for sociale medier, og derfor var det heller ikke en overraskelse, at hun valgte at annoncere sin graviditet med en video på netop Instagram. Samme dag baby-Ioni blev født, delte Rocha et billede af sin spæde datter på det sociale medie med en henvisning til Ionis egen Instagram-profil, der siden er blevet opdateret næsten dagligt.

"Bare få timer gammel, og jeg er allerede en mester i følelser. Her præsenterer jeg bare fire fra mit reptoire: 'tvivlende', 'keder mig', 'mistænksom' og 'fascineret'," var teksten på det første billede på hendes konto.

LÆS OGSÅ: 8 tegn på at han er manden, du skal have børn med

Jeg er kendt - og autentisk!

Det er blevet en nødvendig del af celebrity-jobbet at være til stede på sociale medier som Twitter og Instagram, ikke mindst hvis man er fotomodel. På det toneangivende website Models.com, der gennem flere år har ranglistet de største topmodeller, er man begyndt at måle modellernes succes i deres tilstedeværelse på de sociale medier. Jo flere følgere, likes og kommentarer en model har, des mere prestige har hun i modebranchen, og des bedre chancer er der for, at hun bliver booket til store kampagner og forsider.

- Det hænger sammen med, at det at være kendt betyder, at man ikke bare er en person, men at man er et brand, fortæller Lene Bull Christiansen, der forsker i celebritykultur ved Roskilde Universitet.

LÆS OGSÅ: Er du klar til at få børn? Her er 10 ting du skal være forberedt på

Og ifølge hende er det ironisk nok en vigtig del af pleje sit brand, at fremstå som et helt menneske.

- Det handler i virkeligheden om at skabe en fortælling om autenticitet omkring det her brand. Noget af det vigtigste er at fremstå som et autentisk menneske og ikke bare et glansbillede, sige Bull Christiansen.

En del af Coco Rochas brand er at fortællingen om hendes og ægtefællen James Conrans samarbejde. Han er interiørdesigner, kunstner, kreativ og følger hende rundt, hvor end i verden hun har et modeljob. De er et makkerpar, som sammen har skabt et en forretning, der dækker både designsamarbejder og fotobøger.

- Det gennemgående ved deres begges Instagram-profiler er, at de hele tiden italesætter, hvor højt de elsker hinanden, siger Anja Tønning, rådgiver om sociale medier hos Seismonaut, om parret, der poster throw back-billeder fra den gang, de mødte hinanden, og snapshots fra deres designindrettede hjem.

Selvfølgelig har de også deres parforholdsproblemer, mener Tønning, men på de sociale medier taler de hinanden og deres forhold op. Med Baby-Ionis ankomst har deres brand fået en ny identitet: Identiteten som den perfekte familie.

- Det at være forælder en blevet en del af det man skal kunne gøre som kendt. Før i tiden var det sådan, at bare man var et sexsymbol, var det fint nok. Det er i højere grad blevet en del af pakken også at vise, man er en god og engageret forælder, siger Lene Bull Christiansen.

Den lille pige tilføjer endnu en facet til billedet af Coco Rocha som et helt og autentisk menneske. Hun er ikke bare model, designer og tv-vært, hun er også mor.

Kendisstatus i vuggegave

Men behøver Ioni ligefrem at få sine egen profil på Instagram for at hendes mor kan pleje sit brand? Med mere end 27.000 følgere har Rocha Junior fået kendisstatus i vuggegave af sine forældre.

- Forældrene vil have, at folk skal have et forhold til den her baby. Når hun bliver større og ser sød og bedårende ud, kan hun så også få en modelkarriere, siger Anja Tønning.

Hun har svært ved at se det positive i at gøre et spædbarn til celebrity, inden det endnu har fået sin første tand. Lige bortset fra én ting:

- Det kan være, det viser sig at være en kæmpe fordel, for hun får en vej ind i den verden, fordi hun er kendt i forvejen.

LÆS OGSÅ: 20 Instagram-profiler du skal følge

Coco Rocha er ikke den første, der bruger junior som en del af sit brand. Se f.eks. Victoria og David Beckham.

- Beckham-familien er et af de eksempler, hvor børnene i hvert fald ikke bliver gemt væk, siger Lene Bull Christiansen.

Som nævnt er børnene faste gæste på første række, deres mor er ofte set i høje hæle balancerende med sin yngste, Harper, på armen på vej ud og ind af hoteller, restauranter og butikker. Hun er billedet på den tjekkede mor, der kan håndtere børn og avanceret fodtøj på en og samme tid.

- Der er også flere kendisser, der har lavet børnetøjslinjer, og de bruger langt hen ad vejen deres børn som udstillingsvinduer for tøjet, fortæller Lene Bull Christiansen.

Den tidligere Beverly Hills 90210-stjerne Tori Spelling har lanceret mærket Little Maven, så er der sangerinden Gwen Stefani, der ejer Harajuku Mini Collection, Eva Mendes har skabt brandet Mini Eva efter hun og gemalen Ryan Gosling blev forældre, og reality-søstrene Kardashian står bag Kardashian Kids. Der er endnu ingen rygter om, at Coco Rocha har tænkt sig at sætte navn i nakken af en børnetøjskollektion, men allerede nu har hun vist Ionis børneværelse frem på websitet Vogue.com og givet gør-det-selv-tips til indretning af selv samme på Instagram.

2-årige: 4 ud af 10 er på sociale medier

Andre berømtheder vælger i modsætningen til Rocha at holde deres nyfødte helt hemmelig for offentligheden. Skuespillerparret Blake Lively og Ryan Reynolds f.eks. De blev forældre i december, først for nylig afslørede de deres datters navn, og endnu har de ikke vist sig med hende offentligt eller delt billeder af hende på sociale medier.

"Det er hendes liv. Hun skal have sit privatliv, indtil hun vælger ikke at have sit privatliv, lige som jeg fik lov til selv at vælge og min mand fik lov til selv at vælge," sagde Lively tidligere på måneden til magasinet Allure.

Men Coco Rocha er ikke alene om at give sin baby en digital identitet. Ifølge en undersøgelse foretaget af amerikanske Gerber, der producerer babyprodukter, har fire ud af 10 amerikanske mødre mellem 18 og 34 år oprettet en profil på et socialt medie til deres børn, inden de fylder to år. Det skriver websitet Today.com. Det sker både fordi, det er en nem måde at dele billeder af baby med familie og venner, og fordi de nybagte mødre gerne vil bevare deres egen identitet kvinde med job, fritidsinteresser og voksenliv, samtidig med, at de er mor. På den måde kan de poste løs af babybilleder på barnets profil og holde deres egen mere eller mindre babyfri. Det forklarer Anja Tønning.

- I Danmark har vi mere skepsis overfor den slags. Det er nok en jantelovsting, for det bliver set som ret narcissistisk at sige: "Følg min baby!", siger hun, men understreger, at der selvfølgelig er forskel på at være kendt og ukendt baby på Instagram. En almindelig dansk baby af forældre uden fast gang på den røde løber vil sandsynligvis ikke score andre følgere end familie og venner.

Helt hysterisk

Kendt eller ukendt, det kan få konsekvenser for et barn, hvis mor har oprettet en digitalprofil til ham eller hende og uploadet billeder med sjove og søde tekster. Især hvis man gør som Rocha og skriver billedteksterne, som var det Baby-Ioni selv, der skrev dem.

- Det bliver en leg, hvor det også er lidt sjovt at tillægge en baby noget personlighed. Det er skægt ud fra et voksent synspunkt, men jeg mener, det har store konsekvenser. Der er meget stor forskel på at vise billeder af; "Her er min søn, han er rigtig sød", og på at lade som om jeg taler som ham. Når mit barn bliver 10 år og selv kommer online, ligger der en masse udsagn, der lyder som om, de kommer fra ham. Det er en helt anden overskridelse af hans privatliv i forhold til bare at poste et billede, siger Anja Tønning.

- Det er helt hysterisk at udstille sine børn på den måde, mener børnepsykolog Per Schultz Jørgensen.

- Hun bliver fra starten af livet gjort til en slags offentligt barn, hvor hun oplever, at hendes mor har en stor del af sin opmærksomhed rettet mod at profilere sig selv – på hendes bekostning, siger han.

Om det kommer til at få konsekvenser afhænger af, hvilket forhold Coco Rocha har til sit barn, siger han:

- Det kan komme til at skubbe et forhold til moderen i negativ retning, må man gå ud fra: "Jeg var nærmest en genstand for dig".

Måske vil Ioni komme til at føle, at hun kommer i anden række, mener psykologen. At hun er en facet i Rochas brand. Han ser det som et overgreb.

- Det er en slags indoktrinering til en skæbne på nettet, som hun kan have svært ved at slippe ud af. Det vil betyde noget for hendes egen selvforståelse og for hendes sociale identitet. Hun får ikke mulighederne for selv at forme sit eget liv. Moderens interesser gik forud, afslutter han.

LÆS OGSÅ: Skader du dine børn ved at lægge billeder af dem online?
LÆS OGSÅ: Carine Roitfeld giver 1-årige North West sin model-debut
LÆS OGSÅ: Er han en ø eller et fastland?

Artiklen er oprindelig bragt hos eurowoman.dk