Deres farfar var med i Abba. Deres forældre har vundet det svenske grandprix.Nu forsøger brødrene Felix og Charlie at blive tredje generation Melodi Grand Prix-vindere

Iført tætsiddende bukser, velfriserede og bevæbnet med en af verdens måske mest ikoniske popsange tog Benny Andersson sammen med sine tre bandmedlemmer fra Abba det internationale Melodi Grand Prix med storm i 1974.

Abba var i den grad bevidst om scenetøj og –show – og det samme er Bennys to børnebørn, 23-årige Felix og 25-årige Charlie Grönvall, der sammen med veninden Rebecca Krogmann dyster om at blive dette års vinder af det danske Melodi Grand Prix med sangen ’Breakaway’.

Stilen er noget anderledes – mindre pop og glitter, mere punk.

»Glæd jer til at se vores scenetøj – det er helt vildt!,« lyder det begejstret fra Rebecca, da BT møder hende og resten af bandet Bracelet i Horsens.

Bandet fandt sammen for lidt over et år siden og er på kort tid blevet meget tætte.

»Vi kalder hende den søster, vi aldrig fik,« fortæller Charlie kærligt.

Følger i familiens fodspor

Brødrene er vokset op i en rigtig musikfamilie i Stockholm. Ligesom farfaren er også deres far Peter og mor Nanne musikere, og også de har vundet det svenske Melodi Grand Prix.

Det skete i 1996 med sangen ’Den Vilda’, der fik en tredjeplads i den internationale finale.

Men der er intet pres på fra hjemmefronten, forsikrer brødrene grinende.

»De støtter os rigtig meget. Benny har altid lyttet til det, vi har lavet – også da vi havde nogle rigtig ’crappy’ optagelser. Han er en rigtig god farfar,« fortæller Charlie.

»Ja, han har sagt, at han godt kan lide nummeret,« tilføjer Rebecca, der på kort tid er kommet tæt på bandbrødrenes familie.

Der er dog ingen planer om at nogensinde at optræde med Abbas kendte pophit.

»Abba er tidløse – det er fantastisk gode sange, men vi synes, det er rart at optræde med vores egne ting,« slår trioen fast.

Benny Andersson sidder da heller ikke blandt publikum, når der skal heppes i morgen, men det gør Melodi Grand Prix-veteranen Nanne til gengæld.

Hun fungerer som Bracelets manager.

»Hun kommer med rigtig mange gode råd. Hun ringede, før vi skulle på et tv-show bare for at sige, at vi skulle huske at smile,« fortæller Rebecca.

Melodi Grand Prix finder sted i Forum Horsens i morgen og bliver vist på DR1 klokken 20.