Jacob Riising kaldte det 'Breaking News' og 'drama', da han og medværten Hilda Heick kunne fortælle BT, at den sidste del af årets værtstrio, Annette Heick, var bukket under for influenza ganske få dage inden det stort anlagte grandprix-show.

»Nogle timer har hun det godt, men så begynder hun at ryste, og så må hun gå i seng igen. Det er en rigtig influenza, hun har fået sig,« sagde Hilda Heick, og tilføjede, at datteren heldigvis er så professionel, at hun bare snupper 2-4 Kodymagnyler og kører det igennem alligevel.

Og det noget tyder på, at det har hjulpet. I hvert fald måtte Annette og Hilda Heick fredag aflyse deres møde med pressen for i stedet at hasteøve dansetrin til lørdag aften, nu hvor Annette Heick har været for syg til rigtigt at få øvet indtil nu.

Derfor har det ikke været muligt at spørge hovedpersonen, hvordan hun har det, og hvad hun gør for at blive helt klar til det store show. Men i en SMS til BT skriver Annette Heick:

»Vi er i gang med første danseprøve, og jeg er ret OK, så i morgen bliver skøøøn.«