Er der indkøbt slik? Papir, kuglepen - eller den foretrukne gadget - fundet frem? Lørdag aften kl. 20 sendes det 60. danske Melodi Grand Prix på DR1. Bookmakerne er ikke i tvivl. Simone Egeriis er storfavorit. Jeg har lyttet til de ti sange, og det har fået mig til at overveje om showet burde forkortes til Grand Prix. Hvad blev der af melodierne?
Sangene er oplistet i den rækkefølge, de bliver spillet .
David Jay: ’Rays of Sunlight’
Skal man sige noget positivt om ’Rays of Sunlight’, må det være, at den viser, at netop afdøde Maurice White fra Earth, Wind & Fire ikke levede forgæves. Eller den sprællevende Stevie Wonder for den sags skyld.
Men Jays retrofunk er for steril og villet happy. Skulle den mod alle odds vinde, er en ting helt sikkert: Danmark vinder ikke i år. Bortset fra Panel Tadar og Dave Bentons mystiske sejr i 2001 får den slags quasi-funk altid en sølle placering i DiMGP.
Simone: ’Heart Shaped Hole’
Kurt Cobain skrev engang en sang med titlen ’Heart Shaped Box’ til sin kone Courtney Love. Mindre kryptisk bliver det ikke, når man husker, at Courtneys band hed Hole. Er der et skjult budskab i Simones 'Heart Shaped Hole'?
Well, Simone synger igennem, som havde hun rent faktisk tænkt sig at vinde. Der er et klart internationalt format over nummeret. Det er flot. Produceren har hørt indledningen til Lana Del Reys ’Born to Die’ - den er også svær at undgå. Komponisten har hørt Sias ’Chandelier’.
Bracelet: ’Breakaway’
Det kan ikke udelukkes, at der et eller andet sted i de to mandlinge Bracelet-medlemmers farfar Benny Anderssons papirkurv ligger et udkast til ’One Night in Bangkok’, der minder lidt om sønnesønnernes ’Breakaway’. Evt. fra før Benny besluttede sig for at sætte Stock, Aitken and Waterman til vægs med den version, vi kender. Mega monster respekt for farfar - og mor Nanne Grönvall for den sags skyld - men ’Breakaway’ er virkelig uinteressant og fjollet produceret. Det spøjst dæmpede kor underneden, der lyder som et typisk Bono-udbrud, redder ikke affæren.
Sophia Nohr: ’Blue Horizon’
Nohr synger denne tvistede melodi med moderne uregerlige fraseringer og attitude. Fik jeg nævnt Lana del Rey før? Nohr kæmper for sagen, men hendes stemme mangler personligheden, der gør, at man tror på hendes twin peaks’ede spring fra mørke til lys. Stadig med afstand det musikalsk set mest interessante bidrag, skruet sammen efter klassisk 60er model med dæmpet vers og fuld skrue på omkvædet. Fornemt twangy ekko af en countryguitar.
Veronias illusion: ’The Wrong Kind’
Ligesom vi nok aldrig får besvaret, hvor mange køer, der årligt rammes af golfbolde, kommer der næppe heller et svar på, hvad har der har fået juryen til at vælge denne melodi. Kunne have sin berettigelse på sodavandsdiskoteker eller i et poppet EDM-telt på en festival. Veronica går til den vokalt uden at miste pusten, men melodien har hverken glimt i øjet eller dybden og mørket, der gav Loréens ’Euphoria’ en smule ekstra.
Lighthouse X: ’Soldiers of Love’
Al sympati for de gode intentioner - antimobning - bag trioen Lighthouse X. Se dig omkring - for hver gang nogen gør en forskel, er der 1.000 på nettet, der sviner og bryder ned. Så tak til Lighthouse X. ’Soldiers of Love’ er spundet over en formel, der ofte gør sig godt i Melodi Grand Prix. Klassisk uptempo boyband-omkvæd, flot korarbejde, men også for anonymt og netop så formularisk, at det lyder som alt muligt andet.
Kristel Lisberg: ’Who Needs a Heart’
Tak for at bringe violinen hjem til dansk Melodi Grand Prix. Den storladne midttempo balladestil, der har været 00ernes nye, efterhånden noget blegnede sort i grandprixet. Det er ganske flot. Først og fremmest til melodiens og produktionens ære, men Lisberg vokal har den ekstra luft og lille smule sydstat, der ofte mangler hos skandinaviske sangerinder. Og så har teksten lånt både idé og linjer fra Tina Turners ’What’s Love Got To Do With It’.
Jessica: ’Break it Good’
Her er lidt af den varme og kant, der mangler i David Jays funk. Hos Jessica lægges bunden af et reggaebeat, men modsat den efterhånden udvandede dancehall-bølge er der lige så meget kølig digital disco og svenskerlyd som ganja i luften. Der er noget sejrstemt og massivt over ’Break it Good’, der tiltaler mig.
Muri & Mario: ’To Stjerner’
Duoen blev tidstypisk opdaget via youtube. Som hos Jessica er bunden svøbt i et blødt reggaebeat. Det ironiske er, at ligeså moderne, de er produceret - og dét er de i en konfettiregn af effekter - ender de med at lyde som en opdateret version af Tøsedrengene. Som hvis Burhan G og Joey Moe havde erstattet Michelsen og Bramsen.
Anja Nissen: ’Never Alone’
Nissen gør det, en kvindelig sanger skal på popscenen i dag. Synger omkvædet tvistet med spring op og ned og til siden som for at markere sig personligt og med attitude. Man kunne fabulere længe over en Lisbeth Salander-effekt i musikken, men det må blive en anden gang. ’Never Alone’ er professionelt og flot håndværk, men igen, for meget melodisk skabelon.
