Generaldirektør i DR Maria Rørbye Rønn ignorerede et oplæg fra tidligere DR-chef om et billigere grandprix. Nu betaler skatteborgere og licensbetalere millionregningen

En stor del af millionregningen efter Det Internationale Melodi Grand Prix i København kunne have være undgået.

BT kan i dag afsløre, at både DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn og Eurovision-chefen Pernille Gaardbo sidste år valgte at ignorere et seriøst oplæg udarbejdet af DRs tidligere eventchef Jan Rasmussen Frifelt til en billigere og mere effektiv afholdelse af grandprixet.

- Jeg kan bekræfte, at jeg på DR udarbejdede et oplæg til et effektivt afholdt Melodi Grand Prix med det nuværende antal lande. Jeg har flere gange sidste år orienteret DRs generaldirektør om dette oplæg, men hun har har ikke ønsket at høre nærmere om det, siger Jan Rasmussen Frifelt, der var med til at arrangere Det Internationale Melodi Grand Prix i Parken i 2001 og nu arbejder som tv-producent.

Jan Rasmussen Frifelts oplæg gik på, at antallet af øvedage skulle skæres ned, så scenen kun skulle bruges i ti dage plus eventuel tid på at sætte scenen op. Altså en optimering af både prøve- og produktionsforløb, således at der kunne spares penge og tid. Parken blev netop uaktuel som arrangør af den årsag, at arrangementet i den form, DR ville afholde det, ville lægge beslag på Parken i hele seks uger.

Vendte aldrig tilbage

Maria Rørbye Rønn henviste Jan Rasmussen Frifelt til Pernille Gaardbo, der var chef for arrangementet, men hun vendte aldrig tilbage med et tidspunkt for at høre nærmere om oplægget.

I stedet valgte DRs ledelse at ombygge de gamle B&W-haller på Refshaleøen i Københavns Havn, så de kunne huse arrangementet i den fulde længde.

Kort efter at B&W-hallerne blev valgt som spillested i september, stod det dog klart for DR, at de afsatte midler slet ikke var nok, og derfor søgte DR Folketinget om ekstra millioner i puljen for overskydende licensmidler.

Jan Rasmussen Frifelt skrev da igen til Maria Rørbye Rønn og gjorde opmærksom på, at der var penge at spare i hans oplæg om at ’optimere’ grand prixet, men generaldirektøren svarede ham aldrig.

Direktør fyret

I december bevilger Folketinget 30 mio. kr. ekstra til grandprixet.

- Det her er hele Danmarks grandprix. Og beslutningen i dag bidrager til, at vi bedre kan udnytte de muligheder et grandprix giver for at vise Danmark frem internationalt. Og at vi skaber en fantastisk grandprix-fest, som alle danskere med rette kan glæde sig til og være stolte af, sagde Maria Rørbye Rønn til DR.

Regningen efter grandprixet endte dog med at blive tre gange større end ventet ved at bruge de gamle værftshaller. Man havde oprindeligt budgetteret med 34,6 millioner kroner, men arrangementet kom til at koste 112 millioner.

Hovedstadens turistorganisation Wonderful Copenhagen, som DR fik til at klargøre hallerne, fik eksempelvis langt højere udgifter end forudset på grund af udfordringer med flytning af bærende søjler i hallerne, etablering af telte samt meget høje ambitioner til showet fra DRs side. Konsekvensen blev fyringen af direktøren i projektselskabet, mens bestyrelsesformanden i Wonderful Copenhagen valgte at trække sig.

Venstres kulturordfører Michael Aastrup Jensen er chokeret over de nye oplysninger.

- Ligesom jeg troede, at skandalen ikke kunne vokse mere, jamen, så sker det alligevel. Jeg var selv med til at bevilge DR de ekstra licensmidler, og dengang nævnte DRs ledelse intet om, at der var billigere løsninger til grandprixet. Jeg er chokeret over at høre, at DRs ledelse har været så forhippet på at lave et stort og dyrt show, at de slet ikke ville lytte til forslag om et billigere arrangement. Jeg vil gerne have Rigsrevisionen til at undersøge dette aspekt, siger han.

Ligeledes vil Enhedslistens kulturordfører Jørgen Arbo-Bæhr have kulturministeren til at redegøre for sagen.

’En dårlig undskyldning’

- Jeg vil have kulturministeren til at redegøre for, hvorfor DRs ledelse ikke har villet overveje løsninger til en billigere afholdelse. Jeg synes, at det er meget alvorligt, når det i sidste ende er skatteborgerne og licensbetalerne, regningen ender hos, siger han.

DRs presseafdeling henviser til Eurovision-chef Pernille Gaardbo, der oplyser, at det ikke var realistisk kun at bruge ti dage på at afholde arrangementet, fordi European Broadcasting Union (EBU) havde sat nogle helt andre rammer. Hun så dog aldrig oplægget fra Jan Frifelt Rasmussen, indrømmer hun.

- Det lyder mest af alt som en dårlig undskyldning. Det må være op til værtslandet, der producerer showet, at bestemme rammerne, og havde de været økonomisk ansvarlige, havde de set grundigt på mere billige modeller til arrangementet, siger Jørgen Arbo-Bæhr.