DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme er ked af sidste års grandprix-skandaler, men er klar til festen lørdag.

I morgen lyder starttonerne til endnu en omgang Dansk Melodi Grand Prix. Lige siden man på Refshaleøen i maj lukkede og slukkede for sidste års internationale Melodi Grand Prix-fest, er der blevet afsløret skandaler om enorme budgetoverskridelser på 2.500 procent og en ekstraregning til skatteborgerne på 100 mio. kroner, der har kostet fyringer hos Wonderful Copenhagen.

Og det er trist, siger ’Head of Show’ for sidste års Internationale Melodi Grand Prix og DR underholdningschef til BT i Gigantium i Aalborg, hvor der gøres klar til lørdagens danske Melodi Grand Prix-brag.

Læs også:

»Jeg var ansvarlig for de tre show og har ikke noget med Københavns budgetter at gøre. Men jeg er da dybt berørt. Jeg kan bare ikke rigtigt gøre noget ved det. Lige meget hvad jeg havde tænkt og gjort, havde det ikke ændret noget. Og jeg vil også sige, at de andre i DR, som jeg oplever det, heller ikke kunne have gjort det på andre måder, uden at det var endt samme sted,« siger Jan Lagermand Lundme, der i år afholder sit 8. Melodi Grand Prix.

Tror du, folk kan skelne mellem, hvad der er DRs ansvar og Københavns?

»Nogle kan, andre kan ikke. Man hører bare om Eurovision Song Contest, så jeg forstår godt, hvis folk ikke kan. Og det er smadder ærgerligt, hvis man tror, det hele er gået over budgettet.«

Læs også:

Fortryder du noget?

»Nej, det giver jo ingen mening for mig at fortryde det, for jeg har jo ikke noget med det at gøre. Men jeg er helt vildt ked af, at det er endt sådan, som det er. Jeg synes virkelig, det er så synd og sindssygt ærgerligt, at København er endt i den situation. Men selve de tre show sad lige i skabet, og jeg er sindssygt stolt af at være ansvarlig for dem. Det budget, der var afsat til de tre show, holdt vi til punkt og prikke. Men jeg er selvfølgelig stadig opmærksom på, at der er skrevet om alt muligt andet også,« siger Jan Lagermand Lundme.

Læs også:

Genialt sted til show

Dog erkender han, at han godt ville have været foruden en sag om nepotisme, hvor MetroXpress afslørede, at DRs produktionschef under Det Internationale Melodi Grand Prix Kamilla Monies hyrede sin studerende datter som kameraassistent på showene.

»Selvfølgelig skulle det nok ikke være sket. Og det er klart, sådan noget skulle man have været ekstra opmærksom på. Og det er fair nok, at man har en kritik på det. Det synes jeg faktisk,« erkender han.

Til gengæld står han fast i beslutningen om at vælge den golde Refshaleøen som Melodi Grand Prix-ø.

Læs også:

»Fuldstændigt. Rent showmæssigt var det et genialt sted at være. Det gav så meget til det show, gjorde det unikt og anderledes. Det er klart, at hvis København havde en venue, der stod klar, havde vi måske nok valgt den i stedet, men det var der ikke, efter at Parken røg meget hurtigt. Vi var enige om, at Refshaleøen var perfekt, for så var vi tvunget til at tænke anderledes,« siger Jan Lagermand Lundme.

På samme niveau

Hovederne har rullet i Wonderful Copenhagen, men hos DR har man ikke skruet ned for Melodi Grand Prix-blusset i år.

»Vi ligger fuldstændig på samme niveau rent økonomisk som sidste år. Fuldstændig. DR har en nettoudgift på 8,5 millioner kroner på Melodi Grand Prix og MGP for børn. Det har budgettet været de sidste mange år. Selvfølgelig kunne vi skære helt ind til benet og lave det i Studie 5 i DR, men grandprix er et folkeshow for hele Danmark, og vi er glade for at lave det i Aalborg i år,« lyder det fra DRs underholdningschef.

Han vil til showet i morgen være glad for seertal på en million og derover.

»Det helt unikke er at få lov at være med til at skabe noget, der kan samle så mange mennesker. Når det sker, er det bare en super følelse at være med som et hold til at skabe det,« som han siger.