Når Emmelie de Forest tirsdag aften træder ind på scenen i Malmø Arena, sidder der 16 personer blandt publikum, der med garanti vil heppe højere end alle andre.

Til at bakke op om den 20-årige sanger er nemlig 17 familiemedlemmer og venner, der alle har sikret sig plads blandt de 11000 publikummer i den store arena.

- Vi skyndte os at købe billetter, da hun vandt det danske show, fortæller halvbroren Edward de Forest, 38 år, der sammen med sin familie bor i Stockholm. De er alle sammen taget til Malmø for at støtte søsteren.

- Det er lidt nemmere, når showet er her i Sverige og ikke i Baku, siger han.

Også Emmelies halvsøster Sophie de Forest og hendes familie er taget fra Stockholm til Malmø. Ligesom Emmelies to år ældre bror Daniel og mor Marianne fra Danmark er kommet for at bakke op.

- Selv om Emmelies far ikke lever mere, så har alle søskende et rigtig godt forhold. Og det er dejligt, at vi alle kan være her sammen i dag, siger moren.

Bt.dk mødte hele flokken, der tidlig tirsdag aften var samlet til en fælles middag i Malmø centrum. Alle var klædt i røde/hvide farver, og Emmelie De Forests små nevøer og niecer havde både dannebrogsflag og heppeskilte med, som de glædede sig til at vifte med under det store show.

- Vi er så stolte og glade på Emmelies vegne. Hun har sunget, siden hun var helt lille, og det er fantastisk, at hun nu står her, siger søsteren Sophie de Forest.

Hvis Emmelie de Forest går videre til lørdagens semifinale, må hendes svenske familie desværre heppe med fra Stockholm, da finalebilletterne hurtigt var udsolgt.

- Men vi vil sidde sammen i Stockholm og heppe derfra, siger broren Edward de Forest.

Emmelies mor og bror Daniel kommer dog til finaleshowet.

- Hvis hun går videre, så har vi heldigvis billetter. Men nu må vi se. Vi tager en dag ad gangen, lyder det ydmygt fra moren.