Det er ikke kun op til tv-seerne, hvem der vinder aftenens Melodi Grand Prix i Gigantium i Aalborg. Fagjuryen har nemlig lige så meget magt som hele Danmarks befolkning tilsammen. Og der er et par overraskelser iblandt.

De 15 jurymedlemmers stemmer vægter nemlig fifty-fifty med tv-seernes stemmer og har derfor overordentlig stor medbestemmelse i, hvem Danmark sender som repræsentant til Wien.

Og i år består juryen af tidligere Grand Prix-deltagere og popsangere. Heriblandt Søren Poppe, der vandt med Rollo & King, Tim Schou fra 'A Friend in London',  samt de lidt overraskende navne, popsangerne Anna David, Maria Montell, Trine Jepsen og Jette Torp.

For to år siden var musikproducer Chief 1 (Lars Pedersen) i øvrigt med i Grand Prix-fagjuryen. I år er han på den anden side af bordet som deltager med sit og Remees bidrag, sunget af boybandet Anti Social Media. Han har før skrevet to danske Grand Prix-vindere, 'Should've Known Better' fra 2012 og ''Stemmen i mit liv' fra 1997.

Som noget nyt har man i år genindført de regionale juryer som led i DRs ambition om at forny sangdysten. Den er derfor delt op i landets fem regioner, Hovedstaden, Sjælland, Midtjylland, Nordjylland og Syddanmark, der hver har tre medlemmer.

Her er den fulde juryliste:

Juryen for Region Hovedstaden:
• Formand: Søren Poppe (vinder af Melodi Grand Prix 2001, med Rollo & King)
• Øvrige jurymedlemmer: Pelle Peter Jensen (vært på P3) og Anna David (sanger)

Juryen for Region Sjælland:
• Formand: Tim Schou (forsanger i A Friend in London, vinder af Melodi Grand Prix 2011)
• Øvrige jurymedlemmer: Maria Montell (sanger) og Lars Trillingsgaard (musikchef på P3)

Juryen for Region Midtjylland:
• Formand: Trine Jepsen (vinder af Melodi Grand Prix 1999)
• Øvrige jurymedlemmer: Claus Visbye (booker, Smukfest i Skanderborg) og Jette Torp (sanger)

Juryen for Region Nordjylland:
• Formand: Lotte Feder (vinder af Melodi Grand Prix 1992)
• Øvrige jurymedlemmer: Jan H. Hansen (musikansvarlig på radiostationen ANR) og Henrik Milling (vært på P7 Mix)

Juryen for Region Syddanmark:
• Formand: Jakob Sveistrup (vinder af Melodi Grand Prix 2005).
• Øvrige jurymedlemmer: Trine Gadeberg (nr. 5 i Melodi Grand Prix 2000) og Maria Theessink (musikmanager)