Opdagede du den? Ellers læs den her

Som den eneste kritiserede sidste års tyske grand prix-vært Aserbajdsjan foran godt 125 millioner TV-seere.

Lørdag aften var hele Europas og store dele af verdens opmærksomhed rettet mod finalen i Det Internationale Melodi Grand Prix i Aserbajdsjan.

Men på trods af de veldokumenterede menneskerettighedsbrud i den tidligere sovjetstat valgte kun ét land at gå ud over manuskriptet og kritisere de politiske og demokratiske forhold i landet.

Det var Tyskland, og kritikken blev leveret af komiker og vært for sidste års grand prix, Anke Engelke.

Da resultatet af den tyske sms-afstemning skulle præsenteres, valgte hun at kradse i den polerede pop-overflade:

- Ingen kunne stemme på deres eget land i aften, sagde hun foran de godt 125 millioner TV-seere og fortsatte:

- Men det er godt at få lov til at stemme, og det er godt at have et valg. Held og lykke på jeres rejse, Aserbajdsjan. Europa holder øje med jer.

Værterne bevarede de brede smil og lod som om, de ikke tog notits af bemærkningen, men der var ingen tvivl om, at Anke Engelke langede ud efter Aserbajdsjans politiske system, hvor præsidentposten er gået i arv fra far til søn via valg, der har båret tydeligt præg af fusk.

Op til melodi grand prix-finalen er kritikken af værtsnationen vokset, men under selve showet kom ingen andre i nærheden af, at levere samme kritik, som Anke Engelke.

Da danske Louise Wolff var direkte igennem via satellit fra Danmark, var der for eksempel ingen bemærkninger om forholdene i den kaukasiske republik.

Dog havde aftenens suveræne vinder, den svenske sangerinde Loreen, sat menneskerettighedsproblemerne på dagsordenen ved - som én af få deltagere - at mødes med oppositionsgrupper og menneskerettighedsforkæmpere under opholdet i Aserbajdsjan.

Det stående forsvarsargument fra EBU, »European Broadcast Union«, der står bag melodi grand prixet, har været, at sang og underholdning ikke har noget med politik at gøre. Det synes bare svært at tro, når præsident Ilham Aliyevs kone har været øverste ansvarlige for at arrangere sangkonkurrencen, svigersønnen stod for pauseunderholdningen og talrige demonstranter er blevet fængslet i løbet af den uge, hvor eurovisions-cirkuset har haft base i hovedstaden Baku.

Bag facaden i Aserbajdsjan bliver systemkritikere chikaneret, mens kritiske journalister bliver overfaldet, fængslet, truet til stilhed og i værste faldt slået ihjel.

Ifølge organisationen »International Media Support« sidder mindst syv journalister i øjeblikket fængslet under stærkt tvivlsomme anklager.

»Reporters Without Borders« placerer Aserbajdsjan som nummer 162 ud af 179 lande på listen over pressefrihed, hvilket er en dårligere placering end lande som Rwanda, Libyen og Irak.

I den rent musikalske del af gårsdagens storslåede show endte Danmark og 21-årige Soluna Samay endte som bekendt på en lidt skuffende 23. plads ud af de 26 finalister. Norge sluttede sidst, mens de festlige, russiske bedstemødre blev nummer to.

I alt deltog 56 lande sangkonkurrencen, som blev afholdt i en nybygget superarena i Baku.